MediaWatch

Sydvestjyder takker ja til invitation fra Fynske

Den Sydvestjydske Venstrepresse vil gerne samarbejde mere med Fynske Medier efter et evt. salg af Berlingske Media. Men Berlingskes ugeaviser vil sydvestjyderne selv have fingrene i.

Fynske Mediers adm. direktør, Per Westergaard, meldte i sidste uge klart ud, at fynboerne er interesseret i at købe dele af Berlingske Media-koncernen, når der på et tidspunkt er fundet en ny ejer.

”....når koncernen en dag er solgt, så er vi helt klart interesseret i at snakke med en ny køber om, hvorvidt der var nogle områder af den samlede virksomhed, som vi kunne være med til at drive,” lød det fra Per Westergård, der slog fast, at fynboerne både er interesseret i at overtage nogle af Berlingskes ugeaviser på den sønderjyske østkyst, men også i at udvide et allerede eksisterende samarbejde med Den Sydvestjydske Venstrepresse.

Den Sydvestjydske Venstrepresse, der driver en række ugeaviser på den sønderjyske vestkyst, ejer også halvdelen af Syddanske Medier (Jydske Vestkysten) sammen med Berlingske Media, og sydvestjyderne har en option på at overtage Berlingskes halvdel, hvis den blev udbudt til salg.

Formand for Den Sydvestjydske Venstrepresse, Arne Paabøl Andersen, har tidligere meldt ud, at sydvestjyderne vil slå til, hvis de får muligheden, og i sådan en situation ville et øget samarbejde med Fynske Medier være endnu mere attraktivt, fortæller den adm. direktør i mediehuset, Christian Lund Jepsen:

”Vi har et glimrende forhold til Fynske Medier, og det er klart, at eftersom vi hele tiden er nødt til at kigge på vores omkostninger, så er vi naturligvis interesseret i at lave nogle flere praktiske samarbejder, hvis det er billigere. Og for os er det jo ligegyldigt om it- og web-løsninger bliver lavet på Fyn eller i Esbjerg.”

Kamp om ugeaviser
Christian Lund Jepsen mener, at det nuværende samarbejde med Fynske Medier, der primært baserer sig på it-løsninger, men også visse redaktionelle elementer, kunne være mere ideelt: I dag har Den Sydvestjydske Venstrepresses ugeaviser således et samarbejde med Jydske Vestkysten (som den altså er medejer af), som har et samarbejde med Berlingske Medias ugeaviser, og som samlet har et samarbejde med Fynske Medier.

Men efter et evt. salg af Berlingske Media kunne kæden blive mere enkel, hvis Den Sydvestjydske Venstrepresse overtog hele ejerskabet af Syddanske Medier, mener Christian Lund Jepsen.

Men skulle en ny ejer af Berlingske Media foruden Syddanske Medier også være interesseret i at afhænde de sønderjyske ugeavistitler, så skal Per Westergård ikke forvente, at Den Sydvestjydske Venstrepresse overlader dem uden kamp til fynboerne:

”Selvfølgelig vil vi være interesseret i ugeaviserne, og det ville da også være mere naturligt, at vi købte dem. Det ville også give nogle muligheder i forhold til Jydske Vestkysten, f.eks. i forhold til fælles husleje osv.,” lyder det fra Christian Lund Jepsen.

- TBC

 

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere