MediaWatch

Analytiker: Mecom klar til at rydde op

Mecom vil luge ud i koncernen svage kommercielle led for at styrke porteføljen – og gøre op med gratismodeller på print og net.

Mecom vil luge ud i koncernen svage kommercielle led for at styrke porteføljen – og gøre op med gratismodeller på print og net.

Det fremgår af den nye strategi, som Mecom med CEO Tom Toumazis i spidsen har offentliggjort i dag, og som også bebuder besparelser for en halv milliard kroner i perioden 2012-2014. I sig selv ikke så overraskende, mener aktieanalytiker Henrik Schultz, Argo Securities, der følger selskabet.

"Mecoms indtjening er fortsat ikke god nok. Man har solgt den forretning fra, der havde den bedste indtjening, den norske, og har nu en hollandsk forretning med en halvgod indtjening og en dansk, hvor den er dårlig. Samtidig er annoncemarkedet svækket, og så er det naturligt at kigge på omkostningerne," siger Henrik Schultz.

Færre titler
Mecom peger i strategien på gratismedier, den polske lokalavisdivision og generelt forretninger med dårlig rentabilitet som de "svage led", der skal sættes fokus på for at styrke porteføljen.

Ud over et frasalg af den polske forretning, som Henrik Schultz ser som det mest sandsynlige, peger det i retning af en stærkere centralisering af medieproduktionen - og en lavere tolerancetærskel i forhold til at bevare titler, der har mere strategisk end kommerciel værdi.

”Man vil kigge på de enkelte titler og se, om man dels kan samle produktionen yderligere og spare lokale omkostninger, dels vurderer antallet af titler. Hvis man tager Berlingske udgiver de stadig mange titler, og selvom Urban er lukket, har der været en væsentlig overetablering, der svækker lønsomheden,” siger Henrik Schultz.

”Man har i det store hele fastholdt antallet af udgivelser, der har haft selvstændig redaktion og salg, men nu siger man altså; nu må vi rydde ud og kigge på alle udgivelser, gratis som betalte og se på lønsomheden i de enkelte titler, og om den kan løftes ved at centralisere produktione. Der er sket noget her, men man har slet ikke taget den proces langt nok,” siger Henrik Schultz.

Opgøret med gratis
Han fremhæver den offensiv, Mecom lægger an til i forhold til at indføre betalingsmodeller på alle platforme, som et stærkt og positivt strategisk træk.

"Det er måske det mest interessante i strategien. Det har været frustrerende at se på, hvor sejt det har været at få betalingsmodeller skubbet i gang for mediehusene, og jeg tror ikke, det handler så meget om brugernes modvilje mod betaling, men om at medierne stadig forsyner brugerne med gratis indhold. Så længe medierne ikke selv flytter det gode indhold over på de nye platforme og indfører betaling, så flytter brugerne sig heller ikke. Derfor er det interessant at se, at Mecom nu går foran, og man kan kun håbe, at det vil få andre mediehuse til at følge trop, og at Mecom har ressourcerne til at følge initiativet op og har dristigheden til at flytte det alt gode indhold over på nye platforme med en god funktionalitet, som er afgørende for at løfte betalingsstrategien," siger Henrik Schultz.

Berlingske stadig interessant
E-commerce herunder Sweetdeal, der er forankret i Berlingske Media, nævnes også i Mecom-strategien som vigtige brikker i den fremtidige forretning. Derfor vil Mecom formetlig holde fast i den danske mediedel, selvom Mecom har reduceret det pan-europæiske projekt betydeligt det seneste år med frasalg i Polen – og mulighed for yderligere frasalg her - og i Norge, og selvom den seneste strategi specifikt sætter den Hollandske medieforretning i centrum.

”Teknologisk og i forhold til nye forretningsmodeller, så er Berlingske kommet et stykke, der gør det til et bladhus, der fortsat er interessant at holde fast i for Mecom. Men det bliver vanskeligt for Berlingske at leve op til Mecoms lønsomhedskrav, der ikke er blevet mindre med den nye strategi," siger Henrik Schultz med henvisning til, at ambitionerne i forhold til lønsomhed er skruet en tand i vejret til 13-14 pct.

"Det er en to, tre procentpoint højere end tidligere, og det mål bliver ikke nemmere at nå af, at man har solgt forretningen i Norge fra, der havde en høj lønsomhed og kunne trække gennemsnittet op," siger Henrik Schultz.

Det usikre marked
Flere faktorer får indflydelse på, hvorvidt om indtjeningsmålene kan nås.

"Det afhænger af udviklingen på annoncemarkedet og den generelle økonomiske afmatning, og så afhænger det af, hvordan det kommer til at gå med de betalingsløsninger, man vil introducere. Hvis ikke der kommer et væsentligt løft på de to fronter, er det vanskeligt at se, at Berlingske kan leve op til Mecoms lønsomhedskrav, og så er der to muligheder; at man sænker kravene eller ser på, om man skal sælge Berlingske fra," siger Henrik Schultz, der dog ikke regner med nye ændringer i Mecoms forretning i år.

"Nu har Mecom og Berlingske i hvert fald har købt sig tid til at komme igennem 2012," siger han.

- LR

Mere fra MediaWatch

Berlingske skipper papiraviser på helligdage - andre fastholder

Berlingske har skippet den trykte avis på helligdage, men andre vil fastholde printudgave viser MediaWatch-rundspørge. På længere sigt kan danske søndagsaviser på tryk dog være truede ifølge en medieforsker, fordi en stor del af indtægtsgrundlaget er forsvundet.

Tidligere EB-sportschef skifter ind hos Tipsbladet

Efter at være blevet opsagt som del af chefredaktør Henrik Qvortrups ændringer i Ekstra Bladets holdopstilling er avisens tidligere sportschef blevet en del af Tipsbladets kommentator-team som led i en digital oprustning. (Rettet)

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs