MediaWatch

Regionale dagblade fik løft på 210 mio. kr.

Mediehusene uden for hovedstaden har i 2010 sparet sig til en resultatfremgang på 210 mio. kr. Samtidig er omsætningsfaldet reduceret.

Excel-arkene og sparekniven har glødet i de regionale og lokale mediehuse i 2010, hvor stort set alle årsregnskaber omtaler “omkostningsbesparelser” og færre “personaleomkostninger”.

Det  hører med til forklaringen på, at 12 ud af 14 selskaber i Mediawatch gennemgang af regionale avisregnskaber har klaret sig bedre i 2010 end i 2009 - målt på resultatet efter skat. Det betyder dog ikke, at alle er gået i plus, men ni ud af de 14 selskaber kan prale af det.

Smed 40 mio. i 2009
Samlet set er fremgangen på cirka 210 mio. kr. eller 14 mio. kr. i gennemsnit for de 14 selskaber. Det tyder på, at mediehusene har reageret hurtigt og hårdt på krisen, der brød ud i 2008 og bed sig fast i 2009, hvor årsresultatet for 15 mediehuse i alt blev barberet ned med 40 mio. kr. Det hører dog med til historien, at Kjerteminde Avis bukkede under i slutningen af 2010 og derfor ikke tæller med i årets gennemgang.

Omsætningsmæssigt er det også lysnet - i hvert fald dykkede omsætningen mindre sidste år end forrige år.

Fra 2008 til 2009 mistede 12 af de regionale mediehuse cirka 352 mio. kr. af deres omsætning, mens tabet fra 2009 til 2010 blev reduceret til 240 mio. kr., hvor 11 mediehuses omsætningstal er medtaget.

Forventer mere stabilt 2011
De fleste mediehuse forventer stabilisering eller forbedrede resultater i 2011, selvom tiltroen til annoncemarkedets opsving ikke præger billedet. Men med færre omkostninger og optimerede arbejdsgange forventer mange af mediehusene at køre længere på literen. I år kan fusionen mellem Horsens Folkeblad og VAF Medier, der begge fik underskud sidste år, måske også stille dem bedre. Medieselskabet Nordvestsjælland gør i år to aviser til en, og Fynske Medier er bare et af de selskaber, som omtaler en større "udviklingsproces" i årsregnskabet.

Krigen på ugeavis-markedet er dog en vanskelig udfordring, der presser annoncepriserne flere steder, som blandt andre Bornholms Tidende nævner i årsregnskabet.

FAKTA:
De lokale og regionale dagblade, der er medtaget i gennemgangen er:
Herning Folkeblad, Jyske Medier (Horsens Folkeblad), Midtjyske Medier (Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Viborg Stifts Folkeblad, Dagbladet Holstebro Struer, Dagbladet Ringkøbing Skjern og Folkebladet Lemvig), Midtjyllands Avis, Nordjyske Medier, Syddanske Medier, VAF Medier (Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad), Fyens Stiftstidende, Aktieselskabet Svendborg Avis (Fyns Amts Avis), Sjællandske Medier (Sjællandske, Dagbladet, Frederiksborg Amts Avis), Lolland-Falsters Folketidende, Medieselskabet Nordvestsjælland (Holbæk Amts Venstreblad, Kalundborg Folkeblad), Helsingør Dagblad, Bornholms Tidende.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs