Journaliststudier frygter mangel på praktikpladser igen
Der kan være op til 80 ud af de omkring 195 journaliststuderende fra DMJX, Ruc og SDU, der går hjem fra næste Store Matchdag den 3. november uden en praktikplads. Det fortæller Martin Vestergaard, praktikkoordinator på DMJX til Journalisten.
Vurderingen bygger på, at de 195 ventede ansøgere inkluderer 45 studerende, der ikke fik en praktikplads ved den seneste ansøgningsrunde i foråret og dertil mediebranchens aktuelle krisesituation, hvor flere medier laver nedskæringsrunder.
Samtidig kritiserer lederne af journalistuddannelserne på Ruc og SDU, Hanne Jørndrup og Peter Bro, at DMJX i 2022 genindførte 18 måneders praktik efter at have haft en 12-måneders praktikperiode lig uddannelserne på Ruc og SDU, fordi det direkte har givet en nedgang i antallet af praktikpladser.
Henrik Berggren, institutchef for Journalistik på DMJX, medgiver til Journalisten, at den forlængede praktikperiode er medvirkende til ”kæmpestort problem” med mangel på pladser, men påpeger, at det var et stort ønske fra mediebranchen, at DMJX genindførte 18 måneders praktik.