The Washington Post nedsætter AI-arbejdsgrupper
Washington Post søsætter en ny indsats, som skal styrke avisens arbejde med kunstig intelligens. Det sker i form af to arbejdsgrupper sammensat på tværs af organisationen, som får hver sin del af ansvaret for arbejdet med teknologien. Det skriver adm. direktør og udgiver i Washington Post, Fred Ryan, i en meddelelse til medarbejderne.
”Vi er glade for at kunne annoncere endnu et vigtigt skridt til at udnytte mulighederne i indholdsskabende AI. For at navigere i de muligheder, der ligger forude, etablerer vi to tværfunktionelle teams til at drive innovation med denne spændende teknologi,” skriver topchefen.
Det første hold, der er blevet nedsat er en ”AI Taskforce.” Denne indsats består af øvre ledere fra flere afdelinger og har til opgave at ”fastlægge selskabets strategiske styring og prioriteter for at udvikle vores AI-kapaciteter,” skriver Fred Ryan. Gruppen vil mødes regelmæssigt og skal udstikke retningen for brugen af AI på tværs af organisationen. På listen over medlemmer af gruppen er bl.a. chefredaktør Sally Buzbee.
Det andet nye tiltag er en såkaldt AI Hub. Det består ligeledes af et hold medarbejdere sammensat på tværs af virksomheden og er oprettet for at ”fremskynde vores AI initiativer og fremme tværfunktionelt samarbejde,” skriver direktøren.
Her er det ”lille” hold medarbejderne, der bliver del af indsatsen, afsat på fuldtid. Denne gruppe skal stå i spidsen for avisens eksperimenter, samarbejde og proof-of-concept initiativer i forhold til AI. Den er desuden ansvarlig for at sikre, at projekterne følger de strategier og prioriteter, som AI Taskforcen fastlægger.
”Dette er kun det første skridt i etableringen af AI som en prioritet for The Washington Post. Efterhånden som vi lærer mere, vil vi tilpasse teamstrukturer og tildele ressourcer, der vil levere værdi og resultater. Vi er begejstrede for at begive os ud på denne spændende rejse, og vi er overbeviste om, at vores indsats vil hjælpe med at transformere den måde, forbrugerne modtager nyheder og information på,” skriver Fred Ryan.
Relaterede artikler:
Google annoncerer nye AI-værktøjer til markedsføring
For abonnenter