Berlingskes chefredaktør kæmper mod havfruearvinger i Højesteret

Chefredaktør Tom Jensen fra Berlingske skal ifølge landsretsdom betale 300.000 kr. Han vil frifindes.
Foto: Stine Heilmann
Foto: Stine Heilmann
ritzau

En tegning af skulpturen ”Den lille havfrue” med zombieansigt og et billede af hende iført mundbind er omdrejningspunktet i Højesteret onsdag.

Her vil Berlingskes ansv. chefredaktør, Tom Jensen, frifindes for påstande om, at hans avis skulle have krænket ophavsretten over for skulptør Edvard Eriksens arvinger ved at bringe tegningen og billedet i avisen i henholdsvis i maj 2019 og april 2020.

Fem dommere anført af højesteretspræsident Jens Peter Christensen skal træffe afgørelse i sagen, hvor Tom Jensen i Østre Landsret i fjor blev dømt til at betale 300.000 kr. til arvingerne.

Advokat Martin Dahl Pedersen fører ordet på vegne af Tom Jensen og brancheorganisationen Danske Medier, som er gået ind i sagen på Berlingskes side. Efter hans opfattelse er landsretsdommen forkert.

”Jeg tror, at det, der er gået galt for landsretten, er, at den behandler sagen som en banal sag om ophavsret,” lyder det fra advokaten.

Karikaturtegningen af havfruen med zombieansigt blev brugt på forsiden af Berlingskes debatsektion ”Opinion” lørdag den 18. maj 2019. Havfruen ses siddende på sin sten med et iturevet og delvist afbrændt Dannebrog.

Bag havfruen mod havet ses pigtråd og i vandet ses både med flygtninge. Hen over avissiden står der ”Ondskaben i Danmark”. Debatsektionen tematiserer debatkulturen i Danmark forud for folketingsvalget det år.

Billedet af havfruen med mundbind blev bragt den 22. april 2020 i forlængelse af den første coronanedlukning af Danmark. Billedet ledsager en artikel med overskriften ”Bange for coronasmitte? Så stemmer du nok på Dansk Folkeparti”.

Edvard Eriksens arvinger har ophavsretten til havfrueskulpturen. Rettighederne er en betydelig indtægtskilde for dem og har desuden som mål at værne om Eriksens og havfruens omdømme.

Ifølge arvingerne har Berlingske uberettiget forbrudt sig mod deres ophavsret ved at bruge illustrationerne uden tilladelse. Avisen sætter skulpturen i forbindelse med ondskab og forskellige politiske partier - deri ligger krænkelsen.

Berlingske og Tom Jensen påberåber sig imidlertid, at pressefriheden er på spil. Havfruen er brugt som et nationalt symbol, et symbol på Danmark og danskhed, og i journalistisk sammenhæng er det i orden at anvende et sådant symbol.

Det argument vandt ingenlunde indpas i Østre Landsret i februar i fjor. Her sagde dommerne, at man blot kunne have valgt at illustrere artiklerne på en anden måde.

Foran de fem højesteretsdommer, der sidder ophøjet i deres karmoisinrøde kapper, anfægter Martin Dahl Pedersen imidlertid den måde, som landsretten har bedømt sagen på.

Landsretten har først og fremmest forholdt sig til spørgsmålet om, hvorvidt der er en ophavsretlig beskyttelse, og om den er blevet krænket.

”Men det er ikke det rigtige spørgsmål at stille. Landsretten skulle i stedet have spurgt, om indgrebet i pressefriheden og ytringsfriheden var nødvendigt. Og svaret på det spørgsmål er ”nej”, lyder det fra advokaten.

Netop fordi tegningen og billedet er brugt af et redaktionelt medie, skal sagen nemlig anskues helt anderledes, lyder det fra Martin Dahl Pedersen.

På arvingernes side står advokat Frank Henrik Børresen Jørgensen. Han giver ikke meget for argumenterne om presse- og ytringsfrihed.

”Denne her sag omhandler en helt konkret vurdering af en tegning og et fotografi,” lyder det fra arvingernes advokat, som vil have landsretsdommen stadfæstet.

Højesteret ventes at afsige dom i næste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også