Michael Bojesen kræver erstatning fra Ekstra Bladet

Michael Bojesen, der er tidligere chefdirigent for DR Pigekoret, kræver erstatning på 500.000 kr. fra JP/Politikens Hus og Ekstra Bladet som såkaldt ”godtgørelse for tort”, skriver Ekstra Bladet.
Derudover har Michael Bojesen rejst et krav om betaling for manglende indtægter, da han mener, at Ekstra Bladets offentliggørelse af en mail, hvor han til en fagfælle nævnte en sangers bryster, er årsagen til, at han i april sidste år blev fyret som direktør for Malmö Opera.
Kontrakten ville ellers være udløbet i 2025, og hvor stort det samlede krav dermed bliver, kan derfor først opgøres til den tid, da det afhænger af indtægtsniveauet for Michael Bojesens kommende jobs.
”Såfremt jeg ikke modtager bekræftelse på, at JP/Politikens Hus A/S og dets 3 ansatte (på Ekstra Bladet, herunder ansv. chefredaktør Knud Brix, red.) anerkender at være forpligtede til at betale godtgørelse for tort samt at være erstatningspligtige, må det påregnes, at der vil blive udtaget stævning i sagen,” lyder det i en mail fra Michael Bojesens advokat, som er sendt til JP/Politikens Hus og Ekstra Bladet.
Knud Brix siger til sit eget medie, at han har modtaget kravet ”med stor sindsro,” og at han mener, at Ekstra Bladet har afdækket en sag med væsentlig offentlig interesse.
Michael Bojesen var chefdirigent i DR Pigekoret fra 2001 til 2010.