Dao-konkurrent vil udvide med flere pakkeshops efter Postnord-melding

Kort efter Postnord har valgt at nedskalere, går konkurrenten Bring i offensiven og vil udbygge netværket af pakkeudleveringssteder.
Norsk-ejede Bring søger nu flere pakkeshops, efter Postnord har skåret 200 butikker fra i | Foto: Jens Hartmann
Norsk-ejede Bring søger nu flere pakkeshops, efter Postnord har skåret 200 butikker fra i | Foto: Jens Hartmann

Det norsk-ejede pakkedistributør Bring, der bl.a. konkurrerer med Dao, som er ejet af JP/Politikens Hus, Berlingske Media og JFM, vil nu lukke hullet efter Postnord og udvide antallet af pakkeshops markant. Det skriver Finans.

”Med denne investering ønsker vi at mindske afstanden til nærmeste pakkeshop – sådan at så mange danskere som muligt, kan hente deres pakker lokalt,” udtaler driftsdirektør Bjarne Lauritsen fra Bring, der nu søger efter butikker, kiosker eller købmænd, der vil indgå i Brings netværk af pakkeshops, der i dag tæller ca. 1100.

Meldingen fra Bring kommer, efter Postnord i sidste uge valgte at opsige aftalerne med 200 butikker, heraf 40 i Coops Dagli’brugsen, der også har været pakkeshops for Postnord. Beslutningen er blevet kritiseret af bl.a. købmændenes brancheorganisation, DSK. Også fra politisk hold er beslutningen blevet mødt med kritik fra SF og Dansk Folkeparti.

Ifølge Postnord er beslutningen dog en konsekvens af faldende efterspørgsel.

”Vi er jo også en forretning i Postnord. Og hvis der ikke er så stor efterspørgsel fra kunderne, så er vi også nødt til at tilpasse vores forretning,” sagde Helle Nielsen, direktør for Postnords detailforretning i Danmark, til DR om beslutningen.

Mens stigningen i e-handel under corona gav pakkeselskaberne kronede dage, har genåbningen af de fysiske butikker fået både e-handel og antallet af pakkeforsendelser til at falde. I Postnord er pakkemængderne faldet med mellem 5 og 10 pct. i de første tre kvartaler af 2022 ifølge selskabets regnskabsmeddelelser.

Trods faldet sidste år har Bring dog de lange briller på ifølge driftsdirektøren, og selskabet er ”slet ikke i tvivl om, at e-handel kommer til at fortsætte med at vokse”, lyder det til Finans om baggrunden for udvidelsen. 

Bring har i dag 7-10 pct. af pakkedistributionsmarkedet, hvor de største er Postnord, GLS og Dao. Sidstnævnte blev for et år siden til i en storfusion mellem distributøren af samme navn og Bladkompagniet. JP/Politikens Hus ejer majoriteten af det fusionerede selskab, mens JFM ejer 32 pct. og Berlingske Media de sidste 17 pct.

Denne artikel er leveret af MediaWatchs søstermedie DetailWatch.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Foto: Pr/indeks Retail

Bog og Idé oplever mindre - men flere - køb

For abonnenter