MediaWatch

Fortsat bred opbakning bag økonomisk støtte til lokale og regionale medier

Seks politiske partier gik torsdag formiddag på podiet i Altingets gård for at diskutere mediepolitik. Med undtagelse af Liberal Alliance var der tilslutning til at sende støtte til lokale og regionale medier.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Millionpuljen til ugeaviser, som blev afsat i det seneste medieforlig, samt omfordelingen af den redaktionelle produktionsstøtte til i højere grad at gå til lokale og regionale medier, har bred opbakning i Folketinget og ser ikke ud til at blive fejet af bordet, uagtet om regeringsmagten måtte skifte efter det forestående folketingsvalg.

Det var meldingen fra en række af Folketingets partier under en debat arrangeret af Danske Medier i Altingets gård torsdag formiddag. Til stede var repræsentanter for Venstre, Konservative, SF, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og Moderaterne.

Fra de fleste partier blev der talt for at støtte op om lokale medier i en tid, hvor de presses af stigende papir- og energipriser og af svindende annonceomsætning på grund af inflation og stigende pres fra internationale techselskaber.

Et af de partier, der ikke var med i medieforliget fra foråret, var Konservative. I debatten var partiet repræsenteret af Merete Scheelsbeck, som er folketingskandidat og tidligere har siddet i Folketinget som stedfortræder.

”Jeg synes, det er vigtigt, at vi har gode regionale og lokale medier, og det bliver vi nødt til at støtte på en eller anden måde. Jeg synes også, vi skal se på, hvordan vi gør det nemmere for dem at drive virksomhed og hjælpe dem til at blive mere konkurrencedygtige, eksempelvis ved at kigge på selskabsskatten og bureaukratiet” sagde hun og tilføjede, at det samtidig handler om DR og TV 2-regionernes rolle lokalt og regionalt.

Konservative går ind for at genindføre de besparelser på DR, som blev vedtaget ved det forrige borgerlige medieforlig i 2018, og som blev rullet tilbage året efter, da regeringsmagten skiftede.

”Indlysende rigtig”

En af de nye stemmer i debatten er journalist og arkitekt Jon Stephensen, som stiller op for partiet Moderaterne, som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen er formand for. Partiet har hidtil været relativt stille omkring deres mediepolitiske ståsted. Under debatten sagde Jon Stephensen dog, at partiet mener, de lokale og regionale medier er ”afgørende for sammenhængskraften” i Danmark, og at det er vigtigt, der bliver ved med at være medier i alle landsdele.

”Hvordan vi gør det, ved jeg endnu ikke, men det er helt afgørende, at vi skal fastholde det i den globaliserede mediestorm, vi står i,” sagde han og tilføjede, at aftalen om en ugeavispulje og øget støtte til regionale og lokale medier ”lyder indlysende rigtig”.

Også Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet understregede, at de efter valget fortsat ville arbejde for at gennemføre den aftale, som blev vedtaget i foråret.

”Det var måske det allervigtigste for os, da vi indgik medieforliget, at der blev givet mere støtte til lokale og regional medier. Vi kunne jo se, de var nødlidende. Den situation, vi har nu, skal nok skabe et øget pres på annonceomsætning og så videre. Så vi står ved det og håber, vi om lidt kan udmønte det,” sagde Kasper Sand Kjær, medieordfører for Socialdemokratiet.

LA står udenfor

Liberal Alliance var et af de partier, der tidligt trak sig fra forhandlingerne om en ny medieaftale. Folketingsmedlem for partiet Ole Birk Olesen sagde under debatten, at partiet generelt ikke går ind for mediestøtte. Det vanskeliggør partiets deltagelse i medieaftaler om fordeling af mediestøtte.

”I (Mediebranchen, red.) er en branche under forandring, som så mange andre brancher har været før jer. Det er ikke statskassens opgave at sørge for, at I skal gennemgå de forandringer, der kræves af jer i tider med forandring. Det er ikke skatteyderne eller politikerne, der skal sørge for, at I kan fortsætte som I altid har gjort med at trykke sorte bogstaver på papir og sende det ud i postkasserne. Hvorfor tror I, I skal reddes, som hvis man havde reddet oksekærren fra nogle mere moderne transportformer?” sagde Ole Birk Olesen.

Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, måtte gå tidligt, og var derfor ikke med i debatten om støtten til regionale og lokale medier. Han har dog gentagne gange tidligere erklæret sin og partiets opbakning til den lokale og regionale støtteordning, ligesom partiet var med til at vedtage det i den foregående medieaftale.

I den forrige medieaftale, som blev indgået af VLAK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, blev der også vedtaget en pulje til ugeaviser. Aftalen blev dog aldrig implementeret.

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Flere historier om mediekoncerners sparerunder, Disneys søsætning af første nordiske produktion og opkøbet af it-medie har alle været med til at præge nyhedshimlen over Mediedanmark i denne uge. Få overblikket her.

Politiken-ledelse nedbringer antallet af fyringer

Fire af de varslede fyringer er nu erstattet med frivillige fratrædelser. Medarbejderne har ”en stærk forventning” om, at de videre forhandlinger vil føre til, at antallet af fyringer ender på nul.

Jyllands-Posten indleder forhandlinger om frivillige fratrædelser

Medarbejderne er vendt tilbage til arbejdet, fordi de oplever, at ledelsen nu åbner for forhandlinger om vilkårene for afskedigelser af seks redaktionelle medarbejdere. Der er indledt individuelle forhandlinger om frivillige fratrædelser, fortæller ansv. chefredaktør Jacob Nybroe.

Poul Madsen trækker sig fra Den Uafhængige

Små tre måneder efter at være tiltrådt som arbejdende bestyrelsesformand og medejer af Den Uafhængige er Poul Madsen stoppet i begge roller. Han fortsætter dog som mediets ”gode ven”.

Jysk Fynske-ledelse genovervejer alle udviklingsprojekter

Mediekoncernens omkostninger stiger med tocifret millionbeløb i 2023, mens indholdssalget er udfordret af inflation og stramme budgetter. Derfor skal alle udviklingsprojekter genevalueres – herunder lokalsatsningen med 24 digitale betalingsmedier, som adm. direktør ikke kan love at holde hånden under.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs