MediaWatch

Bornholms Tidende indsætter chefredaktør som ny adm. direktør

Kim Eland træder tilbage fra rollen som adm. direktør for Bornholms Tidende og gør plads på posten til avisens nuværende chefredaktør. Han vil fremover bære begge kasketter, mens Kim Eland fortsætter i ny rolle.

Kristoffer Gravgaard vil fremover ikke alene være ansv. chefredaktør, men også adm. direktør på Bornholms Tidende. | Foto: BORNHOLMS TIDENDE

Artiklen er opdateret kl. 16.30 med kommentar fra chefredaktør og ny adm. direktør på Bornholms Tidende, Kristoffer Gravgaard.

Et år efter Kristoffer Gravgaard kom til Bornholms Tidende som ny ansv. chefredaktør, udvider han nu sit ansvarsområde til også at omfatte jobbet som adm. direktør. Det oplyser Bornholms Tidende i en pressemeddelelse.

Sammenlægningen af de to poster under én hat giver ifølge Kristoffer Gravgaard god mening, fordi det giver bedre mulighed for at få det redaktionelle og kommercielle til at spille godt sammen.

”De to områder er hinandens forudsætninger. God journalistik skaber et publikum, som annoncører annoncerer til. Hvis man skal skabe rammer, som annoncørerne vil annoncere i, skal redaktionen forstå det marked, hvor annoncørerne køber sig ind i publikum.”

Kristoffer Gravgaard afløser dermed Kim Eland på direktørposten. Kim Eland fortsætter dog sin gang på det bornholmske dagblad, hvor han får ny titel af økonomichef. Det er reelt en tilbagevenden til samme rolle, som Kim Eland havde indtil 2019, hvor han blev konstitueret på adm. direktør-posten i forbindelse med seneste udskiftning i topledelsen.

Kagen er blevet mindre

Udskiftningen og sammenlægningen af de to centrale ansvarsområder handler ikke om at rette fejl fra fortiden, men om at tilpasse det lokale mediehus til en ny virkelighed med techgiganter og et skrumpende annoncemarked, forklarer Kristoffer Gravgaard.

”Vi kommer med en historie, hvor vi har lavet en helt masse forskellige produktioner, medier og produkter for at generere publikum og skabe annoncesalg. Det har vi tidligere kunne med succes i et marked, der var langt større, end det er nu. Annoncemarkedet på Bornholm er blevet langt mindre – særligt som følge af techgiganterne. Kagen er altså blevet mindre, og derfor er det vigtigt at have nogen, der kan lave de rette kasser til den,” siger han.

Den tilpasning er ikke kun gjort med omlægninger i ledelsen, men skal også ses i sammenhæng med lukningen af Bornholms Tidendes ugeavis, som blev gjort for at undgå at ”kannibalisere avisens eget annoncemarked ved at lave to medier til samme målgruppe, lyder det.

Skal styrke samspillet

Sammenlægningen af de to roller skal ifølge bestyrelsen styrke den digitale udvikling og papiravisen, efter der er taget hul på en ny strategi for at vende de seneste års økonomiske nedtur på avisen til en bæredygtig forretning.

”Vi er allerede kommet langt med vores strategi takket været en dedikeret indsats fra ledelse og medarbejdere, som samlet arbejder hver dag for at skabe den bedste lokale avis til Bornholm. Fremover skal den positive udvikling hjælpes på vej ved at styrke samspillet mellem den publicistiske produktion og den kommercielle motor. Derfor samler vi funktionen som ansv. chefredaktør og den adm. direktør i én,” siger bestyrelsesformand Peter Brandt Koefoed i meddelelsen.

Bornholms Tidende har i dag 6062 abonnenter og et strategisk mål om at nå 9000 inden udgangen af 2026. Det seneste år er de tidligere års fald vendt, og avisen har set en stigning på næsten fire pct.

Kristoffer Gravgaard udtaler, at han ikke har flere større redaktionelle ændringer på tapetet efter sin udnævnelse.

”Vi har allerede lavet store ændringer redaktionelt og med vores kursskifte, og det har indtil videre givet vækst i abonnenter, så vi kæmper videre i samme retning.”

Bornholms Tidende i fyringsrunde - skal spare 4,5 millioner

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Salg af Chapter, sparerunde hos Sjællandske, nyt fra magasinbranchen samt forhandlinger i produktionsbranchen er blandt de større sager, der rullede ind i ugens løb i Mediedanmark. Få et overblik med denne uges briefing.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs