MediaWatch

USA sigter iranske agenter for at ville bortføre journalist

Fire personer er sigtet for at ville anholde og udlevere en regeringskritisk journalist til Iran fra USA.

Foto: Wiktor Dabkowski/AP/Ritzau Scanpix

Fire iranske statsborgere er tirsdag blevet sigtet ved en domstol i New York City for at ville bortføre en journalist bosiddende i USA.

Det oplyser USA's justitsministerium i en udtalelse.

Ifølge ministeriet er de fire mistænkte agenter fra det iranske efterretningsvæsen.

De skal angiveligt have haft planer om at ville bortføre en unavngiven journalist og menneskerettighedsaktivist i New York-bydelen Brooklyn.

"Som det påstås (i anklageskriftet, red.) overvågede og planlagde de fire tiltalte at bortføre en amerikansk statsborger med iransk baggrund og med magt tage deres offer med til Iran, hvor offerets skæbne i bedste fald ville have været uvis," siger distriktsadvokat i New York Audrey Strauss.

Nyhedsbureauet Reuters har fået bekræftet, at den amerikanskbaserede journalist og aktivist Masih Alinejad skulle være målet for bortførelsen.

Alinejad, der har iransk baggrund, er kendt for sin bramfri kritik af regeringen i Teheran.

Hun har også grundlagt bevægelsen "My Stealthy Freedom", hvor hun opfordrer muslimske kvinder til at droppe brugen af hijab.

Alinejad siger til Reuters, at hun er i chok.

Hun tilføjer, at hun har samarbejdet med det amerikanske forbundspoliti (FBI), siden agenter for over otte måneder siden viste hende de første overvågningsbilleder, som de formodede bortførere havde taget af hende.

"De viste mig, at den islamiske republik var meget tæt på mig. Jeg kan ikke tro, at jeg ikke en gang er i sikkerhed i USA," siger Masih Alinejad.

Journalisten og hendes mand er de seneste måneder blevet flyttet mellem forskellige sikrede huse, mens FBI efterforskede sagen.

Ifølge justitsministeriet er en femte person i Californien mistænkt for at hjælpe med at finansiere de formodede bortførelsesplaner.

Ministeriet oplyser også, at de fire iranske agenters plan var at lokke deres offer til et tredje land, hvorefter vedkommende skulle anholdes og fragtes til Iran.

/ritzau/Reuters

Mere fra MediaWatch

Briefing: Ugen i mediebranchen

Radio Loud er snart no more, mens sportslisten skal genoplives, hvis det står til kulturministeren. Brancheorganisationer råbte vagt i gevær over nyt lovforslag om moms på rettigheder, en tv-status blev gjort op, og Frankfurt Bogmesse vendte tilbage i fysisk form. Alt det og meget mere i ugens overblik over slagets gang i mediebranchen

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs