MediaWatch

Pressen skruer op for efteruddannelsen oven på corona-år

Pressens Uddannelsesfond vil det næste år udbetale halvanden gang mere i støtte til mediebranchens egen efteruddannelse.

Opslag i kataloget fra Mediernes Efteruddannelse.

Fra 1. juli og et år frem vil medarbejdere i kommunikations- og mediebranchen få 50 pct. lagt oven på det støttebeløb til efteruddannelse, som de normalt ville være berettiget til.  Det skriver Pressens Uddannelsesfond i en pressemeddelelse.

Pressens Uddannelsesfond (PU), der ejes og styres i fællesskab af Danske Medier og Dansk Journalistforbund, har besluttet at hæve støttebeløbene så markant, fordi covid-19 ramte mediebranchen hårdt og meget få kom på efteruddannelse i 2020.

Mediernes Efteruddannelse (ME) havde omkring 400 færre kursister end året før på egne kurser, oplyses det, og samlet set er der udbetalt 2,5 mio. kr. mindre i støtte i 2020 end i 2019.

Konkret betyder beslutningen, at max-beløbet for støtte til både ME-kurser og individuelle ansøgninger hæves fra 10.000 til 15.000 kroner, og støtten til interne virksomhedskurser hæves til max. 825 kroner per deltager per dag.

"Vi er helt med på, at efteruddannelse ikke har været førsteprioritet under covid-19, men nu, hvor det igen er muligt, vil vi i Pressens Uddannelsesfond gerne stimulere incitamentet til efteruddannelse. Det gør vi ved at forhøjede støtten med 50 procent i det kommende år. Vi håber derved, at det større støttebeløb, der vil kunne opnås, vil motivere flere til at tage efteruddannelse, som er så nødvendig, for at mediebranchen kan udvikle sig, ikke mindst set i lyset af den digitale udvikling," siger Louise Brincker, administrerende direktør i Danske Medier.

Hun deler formandsposten i PU-bestyrelsen med Allan Boye Thulstrup, næstformand i Dansk Journalistforbund.

"Vi har set, at mange af gode grunde ikke har fået efteruddannet sig det sidste år, og en 50 procents stigning i støtten i et år er en måde at få de penge, som skal hjælpe folk med at blive klogere, ud at arbejde, så vi kan få det opsparede behov for at efteruddanne sig indhentet. Det ville være synd, hvis et helt års efteruddannelse blev tabt på gulvet," siger Allan Boye Thulstrup.

Mere fra MediaWatch

TV 2-ansatte bruger efteruddannelsesdage på kulturforbedring

TV 2 Nyhedernes ansatte bliver trukket to uddannelsesdage på kurser, der skal forbedre arbejdsmiljøet efter sidste års fokus på kulturproblemer og en hård tone i afdelingen. Det sker efter aftale med tillidsfolk og er en fælles investering i arbejdet, siger hovedtillidsrepræsentant.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs