MediaWatch

Dansk fotograf overfaldet i Hviderusland

Udenrigsminister fordømmer hviderussiske politistyrkers handlinger over for bl.a. journalister. Fotograf fra Berlingske er blandt de mediefolk, der er blevet overfaldet.

Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Hviderusland har været præget af demonstrationer efter præsidentvalget i søndags. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske fotograf Asger Ladefoged, der arbejder for Berlingske, er blevet overfaldet af hviderussisk politi i forbindelse med demonstrationer i landet oven på præsidentvalget søndag, skriver Journalisten.

I en video, som blandt andre Asger Ladefoged selv har delt på Twitter, kan man se hændelsen, hvor hukommelseskortet til hans kamera bliver konfiskeret. Berlingske skriver, at også mediets Ruslandskorrespondent, Emil Rotbøll, er blevet ramt af knippelslag fra en hviderussisk betjent i forbindelse med demonstrationerne.

I et brev til udenrigsminister Jeppe Kofod (S) skriver repræsentanter for Dansk Journalistforbund, International Media Support, Den Danske Unesco nationalkommission og European Federation of Journalists, at i alt 22 journalister "er blevet tilbageholdt af de hviderussiske myndigheder, og mange flere er blevet overfaldet".

Ministeren opfordres i brevet til at fordømme de hviderussiske handlinger, og det har han gjort på Twitter.

"Netop hørt dansk journalist er blevet overfaldet i Hviderusland. Fuldstændigt uacceptabelt. Fordømmer på det stærkeste hviderussiske styres overfald på pressen & fredelige demonstranter. DK vil tage sagen videre i EU. Behov for klar, kollektiv & konsekvent reaktion," skriver Jeppe Kofod.

Dén reaktion møder ros fra Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund.

"Vi har været vidne til et fuldstændig uacceptabelt overfald på den frie presse, og det kræver selvfølgelig en konsekvent reaktion fra de danske myndigheder. Vi skal på ingen måde acceptere, at journalister og fotografer, der dækker vigtige begivenheder rundt om i verden, bliver overfaldet og forhindret i at gøre deres arbejde. Derfor er jeg naturligvis glad for, at Jeppe Kofod så hurtigt har været ude at fordømme overfaldet, og vi forventer, at fordømmelsen bliver fulgt op af yderligere handling, som vi også beskriver i vores brev," udtaler Tine Johansen i en meddelelse på forbundets hjemmeside.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere