MediaWatch

Lokalavis laver "omvendt" model og markerer gratis artikler på nyhedssite

Fremfor at markere, hvilke artikler der kræver abonnement at læse, har Bornholms Tidende ændret strategi og er gået den modsatte vej. "Dermed indikerer vi, at det koster penge at drive et nyhedssite," siger direktør.

"Betalingsmur, låst indhold m.m. betragtes lidt som negative ord," forklarer adm. direktør for Bornholms Tidende, Kim Eland, om lokalavisens ændring Foto: PR/Bornholms Tidende

Mens de fleste nyhedslæsere er vant til at støde på hængelåse, nøgler, plusser, "abonnement"-skilte eller andre andre markører, der fortæller, at de skal have abonnement for at læse med, så er tilgangen vendt på hovedet på Bornholms Tidendes nyhedssite.

I forbindelse med en relancering af avisen før sommer blev betalingssymbolet fyret og et "Gratis"-skilt hyret, som fremhæver de artikler, der ikke kræver abonnement. Det skal signalere, at normalen er, at lokaljournalistik er betalingsjournalistik - og "gratis" er det ekstraordinære, forklarer adm. direktør for Bornholms Tidende, Kim Eland.

"I stedet for at markere, hvor meget af indholdet på hjemmesiden der koster penge og kræver abonnement, så markerer vi alt det, man kan læse gratis. Dermed indikerer vi, at det koster penge at drive et nyhedssite med den gode lokaljournalistik," skriver han i et svar til MediaWatch.

"Men også at man vender det til noget positivt ved at vise, at noget af indholdet er gratis, i stedet for man hele tiden viser, hvad der er låst indhold."

Fællesstof er gratis

På spørgsmålet om, hvorvidt modellen indebærer en risiko for at fremme og promovere gratis indhold frem for betalingsjournalistikken lyder svaret "nej, tværtimod".

"Der er meget gratis indhold på nettet, vi har bare 'deklareret', at noget af indholdet er gratis. Det er typisk stof, som de andre nyhedssite på Bornholm også har, f.eks. 112-stof," uddyber Kim Eland.

Ifølge direktøren har avisen fået god respons på den nye tilgang på sitet og oplever "et boost" i tilgangen af abonnenter.

Online i første række

Kursskiftet på sitet blev indført i maj i forbindelse med relanceringen af det lokale dagblad, der har sat den digitale udgivelse og nyhedsproduktion i front.

"Vi startede på det for ca. 2 mdr. siden, hvor vi introducerede den ”omvendte” model. Det var i forbindelse med lancering af dels en ny papiravis, men også med mere indhold på nettet," skriver Kim Eland.

Relanceringen til web first er sket i kølvandet på ledelsesskiftet på avisen, hvor Øjvind Hesselager i slutningen af sidste år tiltrådte som ny chefredaktør. Få måneder forinden blev Kim Eland udnævnt som ny adm. direktør. Duoen afløste avisens tidligere chefredaktør og adm. direktør for avisen Søren Christensen, der skiftede til Nordjyske Medier, men kort efter døde efter et tragisk uheld.

Bornholms Tidende opererer med tre abonnementer - et webabonnement til 79 kr. om måneden eller 841 kr. årligt, et digitalt abonnement, der inkluderer e-avisen og arkiv for 2515 kr. årligt og et fuldt abonnement med papiravisen til 3160 kr. årligt.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere