MediaWatch

Undersøgelse: Flertallet af norske medier vil skære i bemandingen

I en norsk undersøgelse blandt mediedirektører svarer flertallet, at coronakrisens pres på annoncemarkedet enten har ført eller vil føre til, at medarbejdere sendes hjem uden løn.

De norske gader er i lighed med de danske ditto lagt mere eller mindre øde som følge af de tiltag, der er sat i verden for at begrænse spredning af coronavirus. | Foto: Vidar Ruud/NTB/Ritzau Scanpix

Udviklingen på mediemarkedet og faldet i annonceomsætningen, som coronakrisen har ført med sig, har ført til nedbemandinger eller overvejelser om det i størstedelen af de norske mediehuse. Det viser en undersøgelse, som medieforsker Erik Wilberg fra Handelshøyskolen BI har foretaget, skriver Kampanje.

Ifølge undersøgelsen, som 53 direktører fra den norske mediebranche indtil nu har deltaget i, svarer 85 pct., at de enten har sendt medarbejdere hjem eller overvejer at gøre det. Det sker i form af den norske ordning "permittering", hvor de ansatte er hjemsendt i en periode uden løn, men hvor ansættelsesforholdet består.

"Jeg har aldrig set mage i mine mere end 40 år i branchen. I finanskrisen tabte aviserne 20 pct. af annonceomsætningen i perioden 2007-2009, men det ramte jo ikke forbrugerne på samme måde som nu med total nedlukning. Nu er der permitteringer og sorte nætter de fleste steder. Lyspunkterne er en meget positiv udvikling af det digitale, men det kan ikke kompensere for det øvrige tab," siger Erik Wilberg til Kampanje.

Onsdag meddelte det norske medieselskab NHST Media Group, der blandt andet står bag erhvervsmediet Dagens Næringsliv, at der skal skæres 70 mio. norske kr., svarende til omkring 45 mio. kr., af omkostningerne som følge af coronakrisen samt faldende oliepriser.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs