MediaWatch

Danske dagblade giver fri adgang til corona-artikler

Information og Jyllands-Posten åbner op for coronarelateret indhold, som normalt ville være bag betalingsmur. (Opdateret)

Foto: Romeo Gacad/AFP/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13.14 med oplysning om, at Jysk Fynske Medier også har åbnet onlineartikler vedr. corona.

I begyndelsen af ugen, hvor myndighederne igen har opjusteret antallet af danskere, der er smittet med coronavirus, har Information, Jyllands-Posten og Jysk Fynke Medier valgt at bryde betalingsmuren ned for alle artikler, der omhandler virusset.

Ifølge Informations digitale chef, Martin Ingolf, er det et naturligt publicistisk hensyn at tage.

"Man kan måske se det som et udtryk for panik, men jeg mener egentlig, det er et udtryk for det modsatte. Vi gør det netop for at bidrage med noget reel viden, nogle nuancer og noget dybdegående og grundig information om, hvordan det her hænger sammen. Folk har brug for adgang til gennemresearchede artikler, så man ikke baserer sin viden på et eller andet opslag, der er blevet delt mange gange på Facebook," siger han.

Information har ikke tidligere ved andre lejligheder låst op for artikler inden for et bestemt emne.

JP: Ikke en yndlingssituation

Hos Jyllands-Posten lyder begrundelsen for at låse artiklerne om coronavirus op, at avisen ser det som en del af en public service-forpligtelse.

"Vi er nogle af dem, der beskæftiger sig mest med konsekvenserne for erhvervslivet, så det giver mening for os at åbne Finans op og også Jyllands-Posten, så alle har en chance for at kunne følge det her," siger Jacob Nybroe, ansv. chefredaktør for Jyllands-Posten.

I er også et medie med stærke ambitioner om at øge abonnementssalget, hvordan hænger det sammen?

"Det er altid balancen. Situationen er ikke en yndlingssituation, men nogle gange har vi historier, der er så omfattende for os alle sammen, at vi har en grad af public service-forpligtelse, og det er vurderingen her," siger Jacob Nybroe.

I Jysk Fynske Medier har koncernen også valgt at låse artikler op om coronavirus på koncernens 13 regionale dagblades sites, oplyser ansv. chefredaktør, Peter Orry.

"Vi gør det for så fuldtonet som muligt at bakke op om at få både myndighedernes anvisninger og øvrigt relevant indhold ud til borgerne i en situation med vidtrækkende konsekvenser både sundhedsmæssigt og økonomisk. Det er et samfundsansvar, alle medier bør bidrage til," forklarer Peter Orry i en mail.

Hverken Jysk Fynske Medier, Jyllands-Posten eller Information har sat dato på, hvor længe coronahistorierne vil være gratis for læserne på nettet. Ifølge Jacob Nybroe vil det være "så længe, det her er en sag, der optager offentligheden så meget, som den gør."

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere