MediaWatch

Amerikansk stjernejournalist storroser danske politikere

Den amerikanske journalist Michael Grunwald er voldsomt imponeret over en høring på Christiansborg.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Tonen i dansk politik har længe været til diskussion. Men på det sociale medie Twitter turnerer lige nu en voldsomt rosende beretning fra Christiansborg skrevet af den amerikanske politiske journalist Michael Grunwald.

Michael Grunwald har arbejdet på store medier som Washington Post og The Boston Globe. Nu er han seniorskribent på det indflydelsesrige politiske medie Politico Magazine.

"Jeg var til en perifer høring i det danske parlament. Det slog benene væk under mig," skriver han på Twitter i en tråd, der er blevet liket over 13.000 gange og delt omkring 5000 gange.

"Der var et podium. Men på det sad ikke politikerne, men eksperterne. Kan du forestille dig det? Som om høringen handlede om dem og ikke politikerne. Og ved du, hvad politikerne gjorde? De lyttede!"

Han beskriver efterfølgende fra høringen, der handlede om klima, hvordan den ordstyrende politiker ikke blandede sig synderligt, og hvordan det hele blev oversat til engelsk.

Mere imponeret blev han, da eksperterne var færdige med at tale og politikerne kunne stille spørgsmål.

"Ingen af dem holdt politiske taler! De stillede spørgsmål! Ikke ledende spørgsmål for at lave en pointe. Tænksomme spørgsmål for at blive klogere."

"Jeg kunne ikke sige, hvilke politikere der var i hvilket parti eller hvilke holdninger de havde til emnet. Det virkede reelt, som om de var der for at lære," skriver journalisten.

Michael Grunwald sammenligner sin oplevelse med sine oplevelser i det amerikanske parlament, hvor høringer ofte er en del af en mere partipolitisk proces.

"Det mærkeligste ved denne banale oplevelse var, hvor mærkeligt det virkede for mig."

"Fraværet af taler, spil for galleriet, fløjkrig og falsk anstød. Hvor alvorligt, de alle sammen tog deres ansvar. Fraværet af "bullshit"," skriver han.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere