MediaWatch

Kina forlanger undskyldning fra JP efter satiretegning

Kineserne er ikke tilfredse med satiretegning af det kinesiske flag, som blev bragt i Jyllands-Posten mandag. Der er tale om forskellige former for kunstforståelse, udtaler Jyllands-Postens chefredaktør, som afviser at undskylde.

En karikaturtegning af det kinesiske flag med gule virusbakterier er usympatisk og utilstedelig, mener det kinesiske handelskammer i Danmark. Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix

Kina forlanger en offentlig undskyldning fra Jyllands-Posten for satiretegning af Kinas flag.

Det skriver den kinesiske ambassade i en pressemeddelelse.

Kineserne er fortørnede over en tegning i mandagens avis.

Tegneren Niels Bo Bojesen har i tegningen skiftet Kinas fem gule stjerner ud med coronavirussen.

"Vi er meget indignerede, og vi kræver, at Jyllands-Posten og Niels Bo Bojesen tager ansvar for deres fejltagelse og offentligt undskylder over for det kinesiske folk," står der i pressemeddelelsen.

Men Kina får ikke en undskyldning. Det fastslår JP's chefredaktør, Jacob Nybroe.

"Vi kan ikke komme med en undskyldning for noget, vi ikke mener, er forkert. Vi har ingen intention om at nedgøre eller håne, og det synes vi, heller ikke, at tegningen gør. Så vidt jeg kan se, er der tale om to forskellige former for kulturforståelse her, siger Nybroe til JP," siger han til Jyllands-Posten.

"At tegne et flag og illustrere coronavirussen illustrerer lynhurtigt, at de (Kina, red.) slås med en virus, og that's it," siger Nybroe til TV 2.

Coronavirusset har indtil videre dræbt over 100 mennesker i Kina. Således er dødstallet oppe på 106. Det oplyser de kinesiske myndigheder tirsdag.

Dermed er det samlede antal bekræftede smittetilfælde på tværs af Kina over 4000.

Der er også bekræftet tilfælde af virusset i andre lande. Det drejer sig om Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Nepal, Vietnam, Canada, Saudi-Arabien, Singapore, USA, Frankrig og Australien.

Det første tilfælde af coronavirus er ligeledes bekræftet i Tyskland.

Også det kinesiske handelskammer i Danmark, CCCD, er kritisk over for tegningen. Det siger John Liu. Han er generalsekretær i CCCD.

"Vi respekterer ytringsfriheden og især den personlige frihed til at ytre sin holdning, fortolkning og attitude. Vi finder dog, at tegner Niels Bo Bojesen mangler almendannelse og personlige egenskaber som medfølelse og sympati."

"Tegning af coronavirussen på det kinesiske flag udtrykker kun hån, spot og latterliggørelse af den kinesiske befolkning, som lige nu har brug for omverdens omsorg og støtte," siger John Liu i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere