MediaWatch

Jyllands-Posten ansætter ny kommerciel direktør

Direktør hos Norlys Erhverv skifter telebranchen ud med mediebranchen og indtager posten som kommerciel direktør for Jyllands-Posten og Finans.

Brian Karmark/Ritzau Scanpix
Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix

Jyllands-Posten og det digitale erhvervsmedie Finans får ny kommerciel direktør i skikkelse af Thomas Asmund-Hjorth. Det oplyser JP/Politikens Hus i en pressemeddelelse.

Den nye kommercielle direktør har tidligere haft ledende stillinger hos TDC og har senest været erhvervsdirektør for SE efterfulgt af jobbet som direktør for Norlys Erhverv efter fusionen mellem SE og Eniig, der skabte Norlys.

"Thomas Asmund-Hjorth er valgt i et stærkt felt af kandidater. Da Jacob (Nybroe, ansv. chefredaktør hos Jyllands-Posten, red.) og jeg mødte ham, var der ingen tvivl; han har paletten af kompetencer til at løfte opgaven og sætte yderligere skub i væksten for Jyllands-Posten og Finans. Og så har han dertil en solid ledelsesmæssig ballast, som vi ser frem til at få med ombord og arbejde tæt sammen med," siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO hos JP/Politikens Hus, i meddelelsen.

Thomas Asmund-Hjorth tiltræder sit nye job 6. november.

"Jeg ser frem til at blive en del af et af de førende mediehuse i Danmark. Jyllands-Posten hviler på et fundament af kvalitet, uafhængighed, dedikerede medarbejdere og stærkt formål, som alt sammen tiltaler mig. Jeg er stærkt motiveret til at medvirke til den videre udvikling af Jyllands-Posten, og glæder mig til samarbejdet med mine nye kollegaer," siger den kommende kommercielle direktør i meddelelsen.

Posten som kommerciel direktør for Jyllands-Posten var senest indtaget af Esben Kolind Laustrup. Han forlod mediet tidligere på året og er i dag adm. direktør for Bankdata.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere