MediaWatch

Nordjyske henter ny chefredaktør fra Bornholms Tidende

Søren Christensen skifter Bornholm ud med Nordjylland, hvor han bliver ansv. chefredaktør for Nordjyske Medier. Konstitueret på posten forlader medieselskabet, efter den nye chef er tiltrådt.

Foto: PR/Nordjyske Medier

Nordjyske Medier får i løbet af efteråret ny ansv. chefredaktør, når Søren Christensen tiltræder posten. Det skriver Nordjyske.

Den kommende chefredaktør kommer fra en stilling som adm. direktør og ansv. chefredaktør hos Bornholms Tidende, hvor han har været ansat i fem år. Før da var Søren Christensen chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

"Søren evner at forene en stor journalistisk faglighed med enestående lederegenskaber. Han mestrer både den undersøgende journalistik og den engagerende formidling. Samtidig har Søren en stor forretningsmæssig forståelse og evnen til et tæt samarbejde med medarbejderne om at skabe journalistisk udvikling og resultater," siger Morten Sandlykke, bestyrelsesformand for Nordjyske Medier, til Nordjyske om ansættelsen.

Posten som ansv. chefredaktør for Nordjyske blev ledig, da selskabet afskedigede den mangeårige chefredaktør Per Lyngby tidligere på året. Siden da har Lars Jespersen været konstitueret på posten som ansv. chefredaktør. Han forlader medieselskabet efter en overgangsperiode, efter Søren Christensen er tiltrådt.

Selv kommer den kommende redaktionelle chef med masser af nye ideer til arbejdet med at forny Nordjyske Mediers kerneforretning, siger han.

"Jeg ser frem til sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne at være med til at udvikle Nordjyske Medier med alle de muligheder, den digitale udvikling giver for at nå nye målgrupper med nye journalistiske metoder. Jeg har masser af idéer til, hvordan det skal ske, og hvordan Nordjyske bliver endnu skarpere på sin rolle og position i et mediemarked i stor forandring og med stor konkurrence, men i første omgang glæder jeg mig usigeligt til at møde medarbejdere, ledelse, mediehusets kunder og samarbejdspartnere," siger Søren Christensen.

Nordjyske Medier afskediger chefredaktør

Farvel til chefredaktør skal sætte fart på fornyelsen hos Nordjyske

Per Lyngby efter afgang fra Nordjyske: "Jeg er slet ikke færdig"

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere