MediaWatch

Jyllands-Posten omlægger erhvervssektion

Udseendet i Jyllands-Postens erhvervssektion har fået en overhaling. Navnestof og "uafhængig journalistik" er opprioriteret, mens sektionen er gjort mere brugervenlig og overskuelig. Resten af avisen ventes at følge trop inden nytår.

Ritzau Scanpix/Rasmus Flindt Pedersen/
Foto: Ritzau Scanpix/Rasmus Flindt Pedersen/

Jyllands-Postens erhvervssektion er efter et år med grøn baggrundsfarve, der skulle give en større sammenhæng gennem hele avisen, nu vendt retur til sin tidligere røde signalfarve. Det er sket som led i en designmæssig overhaling af sektionen, skriver chefredaktør Steen Rosenbak i dagens avis.

"En del abonnenter har oplevet, at det var blevet vanskeligere at ”skille avisen ad” og finde erhvervssektionen hurtigt, da vi indførte den grønne farve som toneangivende i både 1. og 2. sektion efter sommerferien sidste år. Nu er vi tilbage på det vante spor".

Erhvervsindholdet og fokus i dækningen bevares uændret, dog med en "opgradering" af avisens dækning af navnestof fra erhvervslivet, lyder det. Konkret vil det udmønte sig i, at bagsiden alle hverdage vil være dedikeret til omtaler af personer, "der driver erhvervslivet frem".

Derudover bliver der gjort mere plads til "kompetent og uafhængig journalistik" forrest i erhvervssektionen, mens klummer og kommentarer fremover vil blive rykket længere tilbage.

Designmæssigt er sektionens typografi desuden justeret og afstanden mellem linjerne øget for at forbedre avisens læsbarhed. Dén manøvre blev allerede indledt i søndagssektionen og Indblik Weekend i foråret, og ledelsen forventer at øvelsen bliver gennemført i resten af avisen inden nytår.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere