Brexit får hver tredje brite til at undgå medierne
De britiske mediers dækning af Brexit er tilsyneladende blevet for meget for den britiske befolkning, som i stor stil vender medierne ryggen.
Det viser en ny undersøgelse udført af Reuters Institute for The Study of Journalism på Oxford University, som Politiken omtaler i dagens avis.
35 pct. af briterne undgår ifølge undersøgelsen "ofte" eller "nogle gange" bevidst nyheder på tv og i aviser – det er 11 procent flere, end da brexitafstemningen fandt sted. 71 pct. af dem angiver netop Brexit som årsagen til, at de fravælger at bruge tid på medierne. Årsagen er ifølge respondenterne i undersøgelsen, at dækningen påvirker deres humør negativt, eller at nyhederne får dem til at føle sig magtesløse. 34 pct. angiver, at de ikke kan stole på det, som de britiske medier rapporterer.
Tonen er for hård
Ifølge Ole Helmersen, lektor med spciale i britisk politik og britiske samfundsforhold på Copenhagen Business School, har tre år med en meget polariseret debat efterladt mange briter apatiske. Det siger han til Politiken.
"På tværs af de forskellige politiske standpunkter dominerer et ønske om, at nu skal politikerne se at få det overstået. Folk gider ikke at høre mere om Brexit. Folk synes, at tonen i medierne er blevet for hård, og at dækningen har været alt for lidt faktabaseret. Det flyver rundt med påstande," siger han til avisen.
Briternes tillid til medierne er dalet 11 pct. point siden 2015, viser undersøgelsen fra Reuters Institute.
"Selv de medier, som har høj troværdighed i befolkningen, som BBC, bliver af mange anset for at fremhæve eller undertrykke bestemte dagsordener, særligt i forbindelse med polariserede emner somo Brexit og klimaforandringerne," lyder det i undersøgelsen.
Briterne stemte i juni 2016 for, at Storbritannien skulle forlade EU.
Relaterede artikler:
Rapport om digitalt nyhedsmarked melder om svag vækst
For abonnenter