MediaWatch

Falck-sag: Hollandsk graverjournalist troede han lavede research for 3F

Eric Smit, der er chefredaktør for det hollandske gravermedie Follow The Money, blev hyret til at lave en researchrapport om Bios - men blev ifølge journalisten ikke informeret om, at materialet skulle bruges af Falck. Chefredaktøren overvejer derfor juridisk efterspil.

Foto: PR FALCK

Den hollandske journalist og chefredaktør for mediet Follow The Money, Eric Smit, var ifølge ham selv uvidende om, at den research, han blev hyret til at lave om hollandske Bios i 2014 i virkeligheden var bestilt af Falck. Det skriver DR Nyheder.

"Vi troede, vi var i dialog med en 'ægte' journalist. Derfor er det et chok, at vi ultimativt var ansat af Falck til at grave skidt frem på konkurrenten. Vi arbejder ikke for virksomheder og føler os virkelig snydt. Jeg føler, at jeg er midt i en dårlig b-film," siger Eric Smit til DR Nyheder.

Eric Smit blev i 2014 kontaktet af journalist og kommunikationskonsulenten Palle Smed, der er tidligere chefredaktør på Fagbladet 3F og mangeårigt medlem af TV 2's bestyrelse. Palle Smed præsenterede sig ifølge Eric Smit som journalist og forklarede, at betalingen af en researchrapport om Bios, som han ville have Eric Smit til at lave, ville falde fra 3F.

I Konkurrencerådets afgørelse fremgår det, at det var Falck, der i sidste ende betalte Eric Smit. 3F har også afvist, at Palle Smed arbejdede for 3F på daværende tidspunkt.

Eric Smit vil nu gå sagen igennem for at se, om der kan rejses krav mod Palle Smed og Falck.

Betalingen for researchrapporten, som Eric Smit sendte til Palle Smed i januar 2015, lød på 5.000 euro - svarende til ca. 37.300 kr.

Palle Smed har overfor DR afvist at kommentere sagen.

I sidste uge slog Konkurrencerådet fast, at Falck i en større kommunikationsstrategi havde spredt negative historier om den hollandske konkurrent Bios.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere