MediaWatch

Falck dropper anke i sag om kampagne mod Bios

Falck lægger sig ned og vil alligevel ikke anke Konkurrencerådets afgørelse, der bl.a. afdækker, at selskabet fik plantet negative historier om konkurrenten Bios for at presse selskabet ud. "Helt uacceptabelt," siger Falck-topchef Jakob Riis.

Ritzau Scanpix/Torben Åndahl
Foto: Ritzau Scanpix/Torben Åndahl

Falck opgiver sin modstand mod Konkurrencestyrelsens afgørelse i sagen om Falcks kampagne mod konkurrenten Bios.

Virksomheden har besluttet ikke at anke afgørelsen til Konkurrenceankenævnet og domstolene.

Det oplyser selskabet i forbindelse med sit regnskab mandag.

"At anke sagen ville kompromittere den etiske linje, vi står for. Forretningsmæssigt ville det fjerne fokus fra den turnaround, vi er godt på vej med," siger topchef Jakob Riis.

"Nu gælder det om at genoprette vores kunders og omverdenens tillid til Falck," skriver Falck i meddelelsen.

I slutningen af januar nåede Konkurrencerådet til den afgørelse, at Falck havde brudt konkurrenceloven. I samme ombæring varslede Konkurrencerådet, at det ville anmelde Falck til Bagmandspolitiet.

Kan ikke forsvares

Selskabet har ifølge Konkurrencerådet misbrugt sin markedsposition ved blandt andet i det skjulte at formidle negative historier om konkurrenten Bios til presse og medarbejdere. Lørdag bekræftede kommunikationsbureauet Advice, at bureauet var hyret til arbejdet og beklagede sin ageren.

Umiddelbart ankede Falck Konkurrencerådets afgørelse straks. Det er den anke, der droppes.

"Falck levede i 2014-15 ikke op til omverdenens og vores egne forventninger til os selv. Det er helt uacceptabelt, hvad der blev sagt og gjort dengang," siger Jakob Riis.

"Vi er et andet sted i dag i Falck. Derfor har vi fundet det uforeneligt med at fortsætte diskussioner om de juridiske aspekter af en sag, der ligger fire år tilbage, og som vi moralsk og etisk overhovedet ikke kan forsvare."

Bios kræver mere handling

Hos Bios glæder direktør Stef Hesselink sig over Falcks droppede anke. Han mener dog ikke, at det er nok.

"Hvis Falck virkelig vil leve op til deres ansvar, bør de træde frem og fortælle, hvordan de vil kompensere for det, der er sket," siger han i en skriftlig kommentar.

"Alle parter, der har været involveret, som for eksempel politikere, kommunikationsbureauer og fagforeninger bør følge Falcks eksempel."

/ritzau/

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere