MediaWatch

JP/Politikens Hus vælger ny teknologipartner til digitalt annoncesalg

JP/Politikens Hus har valgt Appnexus som leverandør til mediekoncernens teknologiske fundament for digital annoncering. En hovedårsag er selskabets åbne platform, siger koncerndirektør.

Jakob Boserup
Dorthe Bjerregaard-Knudsen. Foto: Jakob Boserup

Det bliver selskabet Appnexus, der fremadrettet skal understøtte JP/Politikens Hus' digitale annoncering. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

"Åbenhed, transparens og fleksibilitet er de tre nøgleord, der ligger til grund for vores valg af Appnexus som teknologipartner. Vi har været ekstremt optagede af at styrke vores gode relationer med annoncører og mediebureauer og fremme transparensen på mediemarkedet," siger koncerndirektør og COO i JP/Politikens Hus, Dorthe Bjerregaard-Knudsen, i pressemeddelelsen.

"Takket været AppNexus' åbne platform og det forhold, at de er et rent teknologiselskab, der ikke konkurrerer med os om annoncekronerne, kan de levere den gennemsigthed, som både annoncørerne og vi efterspørger," lyder det videre med henvisning til spillere som Google, der også er en af spillerne på markedet for teknologien bag det automatiserede annoncesalg. På samme marked opererer bl.a. også danske Adform.

Appnexus blev for nylig opkøbt af den globale teknologivirksomhed Xandr, der igen er ejet af amerikanske telegigant AT&T, og som optimerer realtidssalg og -køb af digital reklame. Selskabet har en åben platform, der gør det muligt for partnerne at lave om- eller tilbygninger til softwaren og tilpasse den til specifikke ønsker og behov. Det har spillet ind på valget af Appnexus, der er sket på baggrund af et udbud, fremgår det.

"Det har været afgørende for os, at vi har mulighed for selv at videreudvikle teknologien, så vi kan tilbyde de bedste og mest fleksible muligheder for annoncører og mediebureauer. Appnexus gør os i stand til at handle hurtigere og skræddersy løsninger, når der er behov for det," siger Signe Skarequist, der er director of digital sales and ad tech i JP/Politikens Hus, i meddelelsen.

Med valget af Appnexus følger JP/Politikens Hus efter internationale mediekoncerner som norske Schibsted og tyske Axel Springer, der i 2017 indgik samarbejde med Appnexus.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere