MediaWatch

Mollerup: Berlingske fejlede i historie - men ikke i rettelse

Berlingske reddede æren med opfølgning efter at have bragt en forsidehistorie baseret på en fejlagtig rapport om tredjegenerationsinvandrere, mener tidligere lytter- og seerredaktør i DR Jacob Mollerup.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

Det var helt på sin plads, da Berlingske juleaftensdag fulgte op på en rapport om tredjegenerationsindvandrere under overskriften "Ministerium blev advaret mod sprogbrug i en analyse om tredje generationsindvandrere".

Det skriver mediekommentator Jacob Mollerup, der er tidligere lytter- og seerredaktør i DR, i en klumme i Politiken.

Baggrunden for opfølgningen var mindre køn. Berlingske havde en uge forinden bragt en forsidehistorie om den omtalte analyse, der havde Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet som afsender, og viderebragt en konklusion om, at integrationen var gået i stå, og at indvandrere i tredje generation ikke klarede sig bedre end i anden generation.

Efterfølgende blev analysens metode kritiseret fra flere sider, og Ritzaus Bureau har siden valgt at annullere den citathistorie, nyhedsbureauet bragte 17. december på baggrund af Berlingskes historie.

Efter bl.a. at have fået aktindsigt i forløbet op til offentliggørelsen af analysen kunne Berlingske altså fortælle en anden side af historien, og det får ros fra Jacob Mollerup.

"Det førte avisen frem til en række rettelser og præciseringer, og til at Tom Jensen (ansv. chefredaktør for Berlingske, red.) forklarede og beklagede forløbet i sin egen avis. Det er sjældent, at medier, der fejler, derefter medvirker så aktivt til at rydde op og til at få den korrekte og mere nuancerede historie frem. Det må gerne brede sig," skriver Jacob Mollerup.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs