MediaWatch

Tyrkisk talsmand: Khashoggis lig blev opløst i et syrebad

Saudisk regime brugte syre til at få kritisk saudisk journalists lig til at forsvinde på konsulat i Istanbul.

Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Ozan Kose

Liget af Jamal Khashoggi blev opløst, siger en repræsentant for det tyrkisk regeringsparti til avisen Hürriyet.

Efter at have dræbt og parteret liget af den saudiske journalist på det saudiske konsulat i Istanbul, opløste man ligdelene i syre.

Mordet på den kritiske journalist har udløst vrede og raseri mod Saudi-Arabien. Det har fået en række lande til at overveje at nægte at sælge våben til det arabiske kongedømme.

De tyrkiske myndigheder har tidligere oplyst, at der blev fløjet 15 agenter ind fra Saudi-Arabien tidligt om morgenen 2. oktober. De myrdede Khashoggi, da han senere på dagen mødte op på konsulatet. Her skulle han have udfyldt papirer, inden han skulle giftes.

Tyrkiets chefanklager bekræftede onsdag for første gang officielt, at Khashoggi blev kvalt, i samme øjeblik han trådte ind på konsulatet.

"Vi indser nu, at det (Khashoggis lig red.) ikke bare blev skåret i stykker. De skaffede sig af med liget ved at opløse det," siger Yasin Aktay, der er en fremtrædende repræsentant for det tyrkiske regeringsparti AK.

Tyrkiske embedsmænd har tidligere over for avisen Washington Post, som Khashoggi arbejdede for, antydet, at han kunne være forsvundet i et syrebad.

"Ifølge de seneste informationer, vi har fået, så var grunden til at skære liget op, at det var lettere at opløse det," siger Aktay.

Det fremgår ikke, hvor de tyrkiske myndigheder har deres oplysninger fra. 

/ritzau/AFP

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs