MediaWatch

Saudi-Arabien: Vi ved ikke hvordan Khashoggi blev dræbt

Drabet på kritisk journalist på konsulat var en "fejl" og en "tragedie", siger saudisk udenrigsminister.

Jamal Khashoggi ses her ifølge den tyrkiske tv-station TRT World gå ind på det saudiarabiske konsulat 2. oktober. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/TRT World

Saudiarabiske myndigheder ved ikke, præcis hvordan den kritiske journalist Jamal Khashoggi blev dræbt i landets konsulat i Istanbul.

De ved heller ikke, hvor hans lig befinder sig, siger Saudi-Arabiens udenrigsminister, Adel al-Jubeir.

Han siger i et interview med den amerikanske tv-station Fox News søndag, at Khashoggi blev mødt af et "saudisk sikkerhedsteam", da han gik ind på konsulatet den 2. oktober.

Deres forklaring om, hvad der skete, afveg fra tyrkiske myndigheders forklaring. Det fik saudiaraberne til selv at efterforske sagen, forklarer ministeren.

"Han blev dræbt på konsulatet. Vi ved ikke i detaljer hvordan. Vi ved ikke, hvor liget er," forklarer Jubeir.

"Vi er fast besluttet på at vende hver en sten. Og vi er fast besluttet på at straffe dem, der er ansvarlige for dette drab."

Han er den første højtstående saudiske embedsmand, der udtaler sig til citat, efter at Saudi-Arabien har indrømmet, at Khashoggi er død.

Har udstedt 18 arrestordrer

Udenrigsministeren betegner drabet som en "forfærdelig fejl" og kondolerer over for Khashoggis familie.

Den dræbte journalist har familiemedlemmer i Saudi-Arabien og tre børn, som har amerikansk statsborgerskab.

"Det er en forfærdelig fejl. Det er en forfærdelig tragedie," siger Jubeir til Fox News.

"Desværre blev der begået en stor og alvorlig fejl, og jeg forsikrer om, at de ansvarlige vil blive stillet til regnskab for dette."

Udenrigsministeren tilføjer, at Saudi-Arabien har udsendt arrestordrer på 18 mistænkte i sagen.

Saudi-Arabien er kommet med flere forskellige forklaringer om, hvad der skete med Khashoggi, efter han gik ind på konsulatet den 2. oktober.

Først meddelte myndighederne, at han havde forladt konsulatet samme dag. Men natten til lørdag dansk tid erkendte Saudi-Arabien, at han var blevet dræbt.

Khashoggi skrev for blandt andet Washington Post og har flere gange været kritisk over for den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman.

/ritzau/Reuters

Mere fra MediaWatch

Top 20: Sæsonfinaler trak færre live-seere

Efterårets største danske underholdningsformater rundede sæsonen af i sidste uge, men i modsætning til sidste år nåede finaleprogrammerne med en enkelt undtagelse ikke over en mio. live-seere.

Nent udfaser Viafree og går i partnerskab med ViacomCBS

Nent trækker i 2022 stikket på sin reklamefinansierede streamingplatform i Norden, Viafree, til fordel for et partnerskab med en af verdens spillere inden for annoncefinansieret streaming. Nent skal fortsat stå for lokalt annoncesalg.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs