MediaWatch

Tyrkisk politi leder efter journalists lig uden for Istanbul

Efterforskere mener, at Jamal Khashoggis formodede drabsmænd kan have efterladt hans lig uden for Istanbul.

Foto: Ritzau Scanpix/AP/Emrah Gurel

Mere end to uger efter at den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi forsvandt i Istanbul, udvider politiet i Tyrkiet eftersøgningen til også at gælde en skov uden for byen samt et område nær Marmarahavet.

Her mener politiet, at de jordiske rester af Khashoggi kan være forsøgt gemt af vejen. Det oplyser to anonyme, tyrkiske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters.

Den 60-årige saudiarabiske journalist og kritiker af styret i Saudi-Arabien har ikke været set, siden han 2. oktober gik ind på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul.

Journalisten flygtede fra Saudi-Arabien til USA i 2017 og levede frem til sin forsvinden i eksil i USA. Men i forbindelse med et forestående bryllup var Khashoggi mødt op på konsulatet for at ordne nogle papirer.

Forlod aldrig konsulatet

Hans forlovede blev uden for og ventede i 11 timer, men Khashoggi kom aldrig ud igen. Ifølge anonyme, tyrkiske embedsmænd blev Khashoggi dræbt og parteret under sit besøg på konsulatet. Det afviser Saudi-Arabien.

Myndighederne har undersøgt, hvilke biler der forlod konsulatet den 2. oktober. Herefter er det lykkedes at spore bilernes ruter og stop undervejs.

Ud fra disse informationer mener tyrkiske efterforskere, at Khashoggis drabsmænd kan have efterladt dele af hans lig i skoven Belgrad og i byen Yalova cirka 90 kilometer syd for Istanbul.

"Efterforskningen har givet os en mistanke om, at hans jordiske rester kan være efterladt i Yalova eller i Belgrad. Politiet undersøgerne nu områderne," oplyser en af de unavngivne kilder til Reuters.

Et hold af tyrkiske efterforskere fik tidligere på ugen accept fra Saudi-Arabien til at undersøge det saudiarabiske konsulat. Ifølge Tyrkiet var konsulatet blevet rengjort og væggene malet på ny, før efterforskerne blev lukket ind.

Alligevel lykkedes det politiet at sikre "mange spor" fra konsulatet, oplyser de to embedsmænd.

Anonyme embedsmænd i den tyrkiske regering mener, at der på konsulatet blev fundet spor efter drab og partering af Jamal Khashoggi.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs