MediaWatch

Politiken nedsætter gravergruppe efter tre års pause

Efter tre år uden en dedikeret gravergruppe samler Politiken fra slutningen af måneden en række undersøgende journalister i ny gruppe.

Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

Fra 29. oktober puljer Politiken en række undersøgende journalister i en ny gruppe, der får navnet "Politiken Undersøger". Det skriver mediet i en pressemeddelelse.

Chef for gravergruppen bliver Carl Emil Arnfred, der nu er souschef på Politikens Christiansborg-redaktion. Redaktøransvaret ligger hos Morten Frich, der er souschef på Politikens indlandsredaktion.

Gruppen bliver også en del af Politikens indlandsredaktion og vil ud over de to nævnte medlemmer bestå af John Hansen, Sebastian Stryhn Kjeldtoft, Jakob Sorgenfri Kjær og Morten Skjoldager, der er forsideredaktør på den trykte avis.

"Undersøgende og magtkritisk journalistik er hjerteblod for Politiken. Nu får vi et stærkt hold dedikeret til den undersøgende journalistik, og læserne kan se frem til endnu flere af de dybdegående projekter, som Politiken i dag er blandt de førende danske medier på," udtaler Anne Mette Svane, journalistisk chefredaktør på Politiken, i pressemeddelelsen.

Den nye gravergruppe blander kortene internt for at skabe mere fleksibilitet, siger indlandsredaktør Amalie Kestler.

"Politikens indlandsredaktion har et usædvanligt hold af stærke og erfarne undersøgende profiler. Med denne omrokering på Indland og Christiansborg udbygger vi vores muligheder for at arbejde i flere tempi med vores undersøgende projekter. Det er den rigtige måde at sikre et højt topniveau hele tiden," siger Amalie Kestler i meddelelsen.

Nedlagde gravergruppe i 2015

Det er tre år siden, at Politiken sidst har haft en dedikeret gravergruppe. Den seneste blev nedlagt i 2015 efter fem år. Det skete i forbindelse med sammenlægningen af flere redaktioner. Økonomi, undersøgende, indland og udland blev til en stor nyhedsredaktion bl.a. for at bryde mure ned mellem avis og online. Ræsonnementet var samtidig, at der i kraft af de fem år med gravergruppen var "opstået en udbredt kultur for dybdeborende journalistik, så det nu giver mening at lukke gruppen og flytte medlemmerne ind i den store nyhedsorganisation," skrev Politiken dengang om skiftet.

"Det her er stadig vigtigt for os, og de seneste år har vist, at der vokser stærke undersøgende projekter op på fagredaktionerne: Både sport, kultur og indland har leveret gode graverhistorier, som har suppleret det arbejde, den undersøgende gruppe har leveret," sagde daværende ansvarshavende chefredaktør, Bo Lidegaard.

Disclaimer: MediaWatch er en del af Watch Medier under JP/Politikens Hus, men har redaktionel frihed til at dække JP/Politikens Hus som alle andre medievirksomheder. Medarbejderne på MediaWatch og Watch Medier sidder på egen adresse og deltager ikke i orienterende medarbejdermøder i JP/Politikens Hus.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere