MediaWatch

"Det er oldnordisk at se landsdækkende aviser som et marked for sig"

Berlingskes koncernchef, Anders Krab-Johansen, kritiserer Konkurrencemyndighederne for at holde danske medievirksomheder tilbage i kampen mod internationale tech-selskaber ved bl.a. at afvise JP/Politikens forsøg på at købe Børsen sidste år. Det står i kontrast til, at Berlingske-koncernen tidligere har været lodret imod handlen.

Foto: /ritzau/Philip Davali

"De danske konkurrencemyndigheder lever desværre i fortiden, hvor de kontrollerer det, de kan overskue. Imens brøler verden videre, og foretagsomme danske virksomheder holdes tilbage," lød det for knap en uge siden fra Berlingske Medias koncernchef og udgiver, Anders Krab-Johansen på Twitter.

Kommentaren faldt i forbindelse med, at JP/Politikens Hus' adm. direktør, Stig Ørskov, havde delt en udtalelse fra et svensk medie om, at det ikke var rimeligt, at JP/Politiken ikke fik lov af konkurrencemyndighederne til at opkøbe Børsen i begyndelsen af 2017.

Det interessante ved Anders Krab-Johansens udmelding i forbindelse med den nu halvandet år gamle sag er, at den stritter i en anden retning end den, Berlingske Media stod på mål for dengang.

"En sammenlægning af JP/Politikens Hus og Børsen betyder, at JP/Politiken med deres dagbladsforretning, store portefølje af lokalaviser og mange øvrige medieaktiviteter vil have en så dominerende position på det danske mediemarked, at det vil nærme sig monopollignende tilstande, hvor de kan handle uafhængigt af konkurrenterne og diktere priserne på eksempelvis annoncer og abonnementer," lød det fra Kim Graven-Nielsen, daværende bestyrelsesformand for Berlingske Media, da handlen blev offentliggjort i 2016.

Skal det tolkes som, at Berlingske Media har ændret standpunkt siden salgsprocessen tilbage i 2016?

"Det er udtryk for min helt egen holdning til, hvordan jeg mener, at markedet udvikler sig. Jeg synes, det er paradoksalt, at vi ser konkurrencemyndighederne være så nidkære med annonce- og hjemlige produkter og have en langsommelig sagsbehandling, mens især Google og Facebook stormer ind over markederne og tager stadig større markedsandele og al vækst," siger Anders Krab-Johansen til MediaWatch.

Jeg ser det som helt naturligt, at jeg kan give udtryk for min egen holdning, når jeg har lyst til det

Anders Krab-Johansen, koncernchef, Berlingske Media.

"Jeg under gerne både Google og Facebook at de kan lave forretning – også i Danmark – men jeg mener, det bør være på en måde, så vi også kan få nogle hjemlige selskaber, der kan spille op imod dem."

Klar med udmelding, hvis handel kommer på banen igen

Er det ikke problematisk, at du som direktør for Berlingske Media giver udtryk for en holdning, som strider imod koncernbestyrelsens for halvandet år siden?

"Jeg ser det som helt naturligt, at jeg kan give udtryk for min egen holdning, når jeg har lyst til det."

Kan du forstå, hvis det er svært for andre at adskille din udtalelse og holdning til Konkurrencemyndighedernes vurdering som direktør for Berlingske Media fra den officielle holdning til salget af Børsen, som Berlingske-koncernen ellers har meldt ud?

"Så vidt jeg ved, foregår der jo ikke nogen sag lige nu – den blev afsluttet for halvandet år siden. Og så vidt jeg ved, bliver der ikke behandlet nogen lignende sag hos Konkurrencemyndighederne for øjeblikket. Hvis du spørger mig, hvad jeg ville have ment dengang, hvis jeg på daværende tidspunkt havde været koncernchef for Berlingske, må jeg sige, at det kan jeg ikke vide," siger Anders Krab-Johansen og fortsætter:

"Jeg går ud fra, at JP/Politikens Hus vil prøve at købe resten af Børsen, og at sagen om salget derfor vil dukke op igen om nogle år. Til den tid skal jeg nok komme med min klare holdning til, hvad jeg mener om det."

Oldnordisk tankegang

Koncernchefen ønsker ikke at kommentere på, hvad han ville mene om et salg af de resterende 51 pct. af Børsen til JP/Politikens Hus, hvis opkøbet skulle blive bragt på banen i dag.

"Jeg kan kun kommentere på, hvor jeg står, og hvad jeg kan se lige nu. Og til det vil jeg sige, at jeg synes, det er særpræget, at konkurrencemyndighederne har så nidkær en vurdering. De vurderede sagen (salget af Børsen, red.) og markedet på en gammeldags måde ved at se det som ét separat marked for landsdækkende aviser adskilt fra både regionalaviser, Google og Facebook. Det, mener jeg, er meget særpræget, når man kigger på et annoncemarked i bred forstand," siger Anders Krab-Johansen og fortsætter:

"Du kan naturligvis godt lave markedskategoriseringer på print, digital, tv og radio osv., men det er oldnordisk at se landsdækkende aviser som et marked for sig selv. Så kan der opstå andre konkurrencemæssige problemer, man skal tage hensyn til. Men på annoncefeltet synes jeg, konkurrencemyndighederne er helt skævt på den, fordi vi har fået de her to internationale aktører, der tager al vækst i markedet."

Det forhindrer en konsolidering i markedet, som burde ske

Anders Krab-Johansen, koncernchef, Berlingske Media.

I stedet bør konkurrencemyndighederne anlægge et bredere perspektiv, når de definerer det relevante marked, lyder det.

"Så kan der være specielle hensyn i nichemarkeder, som f.eks. erhvervsjournalistik, man skal tage hensyn til," siger Anders Krab-Johansen, som mener, at myndighederne i dag holder avishusene tilbage i konkurrencen mod internationale aktører.

"Det forhindrer en konsolidering i markedet, som burde ske. Det, synes jeg, er uheldigt," siger han.

Havde du vendt din udmelding på Twitter med Berlingskes bestyrelse, inden du kommenterede på Stig Ørskovs tweet?

"Det har jeg ingen kommentar til."

Mere fra MediaWatch

Berlingske skipper papiraviser på helligdage - andre fastholder

Berlingske har skippet den trykte avis på helligdage, men andre vil fastholde printudgave viser MediaWatch-rundspørge. På længere sigt kan danske søndagsaviser på tryk dog være truede ifølge en medieforsker, fordi en stor del af indtægtsgrundlaget er forsvundet.

Tidligere EB-sportschef skifter ind hos Tipsbladet

Efter at være blevet opsagt som del af chefredaktør Henrik Qvortrups ændringer i Ekstra Bladets holdopstilling er avisens tidligere sportschef blevet en del af Tipsbladets kommentator-team som led i en digital oprustning. (Rettet)

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs