MediaWatch

Historisk journalistgård skifter igen hænder

Først var der 20 års ballade om den slidte ejendom, som Københavns Journalistforbund byggede i 1935. Siden overtog en ejendomsforening den nu tidligere bolig for journalister, der efter årelangt bøvl er solgt til en tysk supermarkedskæde.

Journalistgården på Peter Rørdams Vej 2 i København NV. | Foto: Google Maps

Naglet fast i gavlen på den røde murstensejendom hænger Journalistforbundets ærestavle med kendte journalistnavne som Henrik Cavling, Kristian Dahl og Karl I. Eskelund. Et vidne om boligblokkens historik.

Den famøse ejendom har haft lidt af en turbulent tilværelse, siden dens grundsten blev lagt 7. juni 1935 under overværelse af selveste statsminister Thorvald Stauning.

Formanden for boligselskabet Lejerbo København er mere end bare almindeligt glad for at komme af med Journalistgården.

Boligejendommen blev oprindeligt bygget af Københavns Journalistforbund (den nuværende Kreds 1) til beboelse for pensionerede journalister og journalistenker. Den hed oprindeligt Hjemmet for gamle Journalister og Journalisters Enker, men blev senere døbt Journalistgården. Den var ejet af forbundet frem til 1996, hvor den kvit og frit blev overdraget til den selvstændige fond Journalistgårdens Hjælpefond, sammen med en kontant gave på 700.000 kr. plus en garanti om et årligt tilskud på 125.000 kr. i fire år.

Kreds 1 var ivrig efter at komme af med huset, fordi det tilbage i 90’erne kostede dem 150.000 kr. årligt.

I en årrække bestyrede fonden ejendommen, men solgte den så i begyndelsen af 2013 for 9,5 mio. kr. til Lejerbo, som senere blev til Lejerbo København. Salget gav ifølge fondens advokat et provenu på fire mio. kr. Planen var dengang, at overskuddet fra salget skulle bruges på arbejdslegater til journalister. Men i august 2016 afviste Civilstyrelsen, at fonden kunne få lov at uddele pengene som ellers tiltænkt. Det betød, at historien om Journalistgården for forbundets side stadig ingen afslutning havde fået efter mere eller mindre 20 år med stridigheder og vrede beboere.

Det skulle samtidig vise sig, at boligblokken på Peter Rørdams Vej i det københavnske Nordvest-kvarter også ville blive til en kamp for Lejerbo.

En ny kamp begynder - asbestforurening

Boligorganisationen ville tage hul på Journalistgårdens andet kapital i livet ved at lave de 12 lejligheder om til ungdomsboliger. I sommeren 2015 flyttede de sidste beboere så ud af Journalistgården til lejligheder, som var anvist af Lejerbo.

"Det var lidt specielt … jeg kunne sgu godt lide tanken om, at der havde boet journalister i 70-75 år. Jeg synes, det er ærgerligt, at den lukkede ned som Journalistgården. Men de økonomiske realiteter var jo hårde," lød det fra en af de sidste lejere, der flyttede ud, Ole Bach, til Fagbladet Journalisten.

Lejerbo København skulle nu i gang med at lave 40 studieboliger på godt 2000 kvm., men det blev aldrig til noget.

"Der var en mindre asbestforurening på grunden, men den daværende entreprenør fik den spredt til hele huset, og så blev det for dyrt at fortsætte byggeriet."

"Vi kunne se, at vi aldrig kunne holde os inden for rammebeløbet med den mængde forurening, som skulle løses bagefter, og derfor besluttede vi i stedet at sælge ejendommen," siger Jan Hyttel, formand for Lejerbo København, til EjendomsWatch.

Ny tysk ejer

Den nye ejer er den tyske discountkæde Lidl.

"Journalistgråden har vi solgt til Lidl, som skal lave et supermarked i stueetagen og ungdomsboliger ovenpå," siger Jan Hyttel.

Han ønsker ikke at oplyse købssummen, men ifølge tinglysningen er ejendommen på Peter Rørdams Vej 2 på 1800 kvm blevet solgt i 2018 til Lidl Danmark for 27 mio. kr.

Kæden har ansøgt Københavns Kommune om at få lov at bygge 50 ungdomsboliger på samlet 2200 kvm samt et supermarked i bunden af ejendommen på 1450 kvm. Herudover skal der være en parkeringsplads.

Hvad projektet er sat til at koste, nævner Lidl Danmark ikke.

Denne artikel er leveret af vores søstersite EjendomsWatch.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs