MediaWatch

Medieforlig vil styrke regionalaviser – men er de landsdækkende aviser i virkeligheden også regionale?

Det nye medieforlig betyder mindre i støtte til de landsdækkende aviser – og mere til regionale dagblade. Men bliver de landsdækkende aviser overhovedet læst i hele landet? MediaWatch har kigget på sagen.

Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe
Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

I en sen nattetime mellem torsdag og fredag blev der i sidste uge indgået en ny, smal medieaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Den satte både rammerne for public service-medier og mediestøtten til de privatejede nyhedsmedier.

Blandt ændringerne, som landets dagblade skal forholde sig til, når medieforliget træder i kraft næste år, er nye såkaldte titellofter for henholdsivs regionale og landsdækkende dagblade. Titelloftet er det maksimale beløb, som en udgivelse kan få i mediestøtte. For mens de regionale dagblade kan få op til 17,5 mio. kr. i støtte, bliver loftet for de landsdækkende aviser fremover 11 mio. kr. mod 17,5 mio. kr. i dag.

Definitionen på et regionalt nyhedsmedie er ifølge medieforliget et medie, der har 80 pct. af læserne i samme region. Men hvordan ser billedet egentlig ud for de landsdækkende aviser? Og hvor langt er de i lyset af oplagsnedgang og digitalisering fra at være regionalaviser med størstedelen af læserskaren i geografiske reservater?

MediaWatch har kigget på sagen med hjælp fra Kantar Gallups læsertal fra Index Danmark 2017 – og giver dig herunder billedet af, hvilke landsdækkende aviser der aspirerer mest og mindst til at være regionalaviser. Brug musen til at scrolle henover landkortet for at se dækningen.

Med 70 pct. af læserskaren centreret i Region Hovedstaden er Berlingskes søndagsudgave den avis, der er absolut tættest på at leve op til en definition som regionalavis – hvis forligsteksten skal forstås som aviser, der har 80 pct. af læserne i en af landets fem regioner. Også Berlingskes hverdagsudgave nærmer sig med knap 67 pct. af læserne i Region Hovedstaden. Tæller man resten af Sjælland med, er Berlingske klart over de 80 pct. – under 15 pct. af Berlingskes læsere finder man på Fyn og i Jylland.

Samlet har fire ud af de ni hverdagsaviser over halvdelen af deres læsere i hovedstadsregionen.

Mest landsdækkende – i forstanden jævneste læserfordeling – er Kristeligt Dagblad, der sammen med Jyllands-Posten er eneste nyhedsmedie med mere end 10 pct. af læserne i Region Nordjylland og mindre end 30 pct. i Region Hovedstaden. Også tabloidaviserne B.T. og Ekstra Bladets læsere er rimelig bredt smurt ud geografisk med omkring 20 pct. i hver af regionerne Midtjylland, Sjælland og Syddanmark.

Berlingskes hverdagsudgave har den mindste del af læserskaren boende i Nordjylland – kun 13 pct. af Berlingskes læsere bor Vest for Storebælt, mens 87 pct. bor på Sjælland, hovedparten i Region Hovedstaden.

Berlingskes tabloidsøster B.T. har langt bredere geografisk reach – og den bredeste blandt aviserne i Berlingske Media. Med 37 pct. i hovedstadsregionen og resten fordelt jævnt i landet. Færrest læsere har B.T. i Nordjylland.

Erhvervsavisen Børsen er måske ikke overraskende læsermæssigt koncentreret omkring hovedstaden, hvor knap halvdelen af læserne bor, mens de største øvrige markeder for Børsen er Syddanmark og Midtjylland med nogle af landets øvrige storbyer og erhvervscentre som Trekantområdet og Herning.

Ekstra Bladets læsere snakker med adskillige dialekter – og kun 34 pct. københavnsk og nordsjællandsk.

Information er med 54 pct. af læserne i hovedstaden en storbyavis – næstflest læsere har dagbladet i Region Midtjylland med 18 pct.

Jyllands-Posten lever med 77 pct. af læserne boende i Jylland og på Fyn en avis med fodfæste i provisen – men avisen har samtidig en større andel af sine læsere i Region Hovedstaden, 15 pct., end Nordjylland, 11 pct.

På linje med Jyllands-Posten bor størstedelen af Kristeligt Dagblads læsere i Midtjylland, 28 pct., men avisen med landets mest jævne læserfordeling har næsten lige så mange læsere i Syddanmark, 23 pct., og hovedstaden, 24 pct.

Politiken har som Berlingske fokus på storbysegmentet, men er med 59 pct. af læserne i Region Hovedstaden lidt mindre københavneravis end Berlingske.

Weekendavisen er også først og fremmest læst i hovedstaden, hvor 55 pct. af læserne bor. Næstflest læsere findes i Midtjylland med 17 pct.

Forsiden lige nu

Berlingske lægger nyhedssites sammen

Berlingske lægger sit digitale erhvervsunivers, business.dk, ind under hovedsitet. Ændringen, der blev varslet allerede i 2017, skal ifølge chefredaktør tydeliggøre, at erhvervsstoffet er afgørende for Berlingske.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere