MediaWatch

Sådan bliver regeringens medieudspil modtaget i avislederne

Der er ros for at rokke ved balancen i medielandskabet, men også ris til regeringens medieudspil i dagens avisledere bl.a. for ikke at adressere udfordringen fra Facebook og Google.

Foto: /ritzau scanpix/Jens Dresling

Regeringens medieudspil fylder på anden dag godt i dagens mediedækning, efter kulturminister Mette Bock (LA) torsdag præsenterede det seks sider lange regeringsudspil, og det gælder også på avisernes lederplads.

For at starte fra en ende af, så hæfter Berlingske sig ved, at udspillet tilstræber bedre balance mellem statslige og private medier og ligestiller de digitale medier med de trykte i forhold til nulmoms. Avisen er dog samtidig skeptisk over for udvidelsen af public service puljen, der stiger fra 35 mio. kr. til 220 mio. kr.

"... ligestillingen mellem digitale og trykte medier, når det gælder fritagelse for moms – giver også god mening, fordi det betyder, at den omstilling, som mange medier er inde i fra papir til skærm, vil gå hurtigere og have et større økonomisk incitament. Til gengæld er det svært at forstå, hvad en seksdobling af den såkaldte public service pulje skal gøre godt for. Hvis regeringsudpegede smagsdommere i endnu større omfang skal kunne vende tomlen op eller ned over for private medieprojekter, er det et ubehageligt tilbageskridt i forhold til at sikre armslængde og frie uafhængige medier," skriver Berlingske i sin leder.

Jyllands-Posten er inde på samme tema og ser en risiko for, at den udvidede public service pulje kan skabe et "statskontrolleret DR-system i miniformat". Alt i alt giver avisen dog grundlæggende point til udspillet for at "trænge" de statsejede medier "lidt" tilbage til fordel for de privatejede.

"Flere af forslagene virker lidt som vinduespynt, men man må respektere den bagvedliggende ambition. En ny tv-kanal og en ny radiokanal er behjertede forsøg på ikke alene at brede medieproduktionen ud, men også at gå op imod de internationale streamingtjenester med tilbud om mere danskproduceret indhold," skriver Jyllands-Posten.

Overser Google og Facebook

Politikens ansv. chefredaktør Christian Jensen roser kulturminister Mette Bock (LA) for at have modet til at lægge op til en "større ommøblering af medieområdet" end nogen anden regering i nyere tid, men langer samtidig ud efter ministeren for ikke at adressere udfordringen omkring globale spillere.

"Helt overordnet savner det visdom at skære et stort trecifret millionbeløb på danskproduceret medieindhold på et tidspunkt, hvor internationale tech-giganter som Facebook og Google støvsuger det danske mediemarked for de annonceindtægter, der medvirker til at finansiere det journalistiske indhold. Tech-selskaberne er samtidig i fuld gang med at undergrave selve grundlaget for nationalstaten ved konsekvent at nægte at betale skat i de lande, hvor de opererer. Men regeringen har valgt at holde sig for øjne og ører i forhold til den uden sammenligning største udfordring. Selv om Mette Bock under præsentationen betonede, at der er tale om en nyt medieudspil til nye medietider. Øh, nej...," skriver Christian Jensen i sin leder.

En "nedskæringsplan"

I Information kritiserer mediekommentator Lasse Jensen i avisens leder de besparelser, der ligger i udspillet på DR, Radio24syv og TV 2-Regionerne, og konstaterer, at det, der står tilbage efter det lange tilløb til regeringens udspil, er en "nedskæringsplan".

"Da finansminister Kristian Jensen (V) og Dansk Folkepartis Peter Skaarup annoncerede forliget om DR’s budget og afskaffelsen af licensen, var rammerne for det hele sat. Medie- og kulturpolitikken kom i anden række. Først skulle pengene på plads. Ingen var i tvivl om, at Kulturministeriet og dets minister stod i anden række. Man begyndte ikke med en tilbundsgående diskussion om medierne, og man ignorerede de reelle trusler mod danske medier, der kommer udefra, ikke indefra. Pengene var vigtigst. På den baggrund kunne medieordførere og kulturministeren strikke et udspil sammen, der blev præsenteret som noget historisk, men næppe er det," skriver Lasse Jensen.

I Jydske Vestkysten er holdningen på lederplads en noget andet. Her ser redaktør Christian Friis Hansen sparekravet til DR som "beskedent" og ændringerne, der lægges op til i udspillet, som nødvendige.

"Den statsdrevne mastodont er ganske enkelt bare blevet for stor, og derfor er det rigtigt at gentænke hele den kæmpemæssige organisation. Det er også rigtigt at styrke udviklingen af indhold på særlige platforme til børn og unge, det er rigtigt - i hvert fald delvist – at privatisere TV 2, det er rigtigt at gøre DR's indhold tilgængeligt hos andre end DR, det er rigtigt at fritage digitale medier for moms, det er rigtigt at styrke privat produceret indhold, og det er rigtigt at styrke lokale og regionale medier på bekostning af landsdækkende."

Mere fra MediaWatch

"Helt generelt synes jeg selvfølgelig, at vi chefredaktører skal stille op"

Principielt bør mediechefer også stille op til kritiske interviews, når medierne forventer det samme af fx politikere, mener Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, efter kritik fra tidl. statsminister af manglende interviews med B.T.'s ansv. chefredaktør Michael Dyrby i kølvandet på dokumentarfilmen om metoo på TV 2.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs