MediaWatch

Berlingske afskediger fire journalister i sparerunde

Det er ikke lykkedes at undgå fyringer i forbindelse med sparerunden på Berlingske, som nedlægger 15 stillinger. Lige så mange skal virksomhedsoverdrages – heraf mangler dog endnu en løsning for otte, og derfor venter ny runde i april.

Foto: Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

Berlingske afskediger fire redaktionelle medarbejdere som et led i den sparerunde, der blev meldt ud for to uger siden, og som sker i forbindelse med planerne om en radikal digital omstilling. Det erfarer MediaWatch.

Samlet set har ledelsen lagt op til, at 15 redaktionelle stillinger nedlægges, mens 15 ansatte i redaktionssekretariatet virksomhedsoverdrages til det eksterne firma Wunderkind, der fremover skal stå for sideproduktionen af både BT og Berlingskes printudgaver.

Fire af de 15 redaktionelle stillinger, der skal nedlægges, er fundet ved afskedigelser. Hovedparten er afskedigelserne er sket på guidesitet AOK ifølge MediaWatchs oplysninger. De øvrige 11 stillingsnedlæggelser er fundet ved frivillige fratrædelser.

Af de 15 ansatte, der skal overdrages til Wunderkind, har seks ansatte søgt og fået en frivillig fratrædelse. Derudover fortsætter to ansatte, der stod til at følge med over til Wunderkind, på Berlingske.

Dermed mangler der fortsat at findes syv stillinger af de i alt 15, der skal flytte med sideproduktionen ud af huset. Derfor venter endnu en runde til april med enten frivillige fratrædelser eller virksomhedsoverdragelse.

Afskedigelser i kommercielle afdelinger

For en uge siden sagde Berlingske Media farvel til 30 HK'ere, ledere og specialister i koncernen, som led i de besparelser og omlægninger der skal ske kommercielt. 18 HK’ere, ledere og specialister blev opsagt, mens 12 fik en frivillig fratrædelse.

De 30 stillinger var to mindre end forventet. Da koncernledelsen offentliggjorde den nye strategiplan, lød forventningen, at der skulle fjernes 20 HK-stillinger samt 12 leder- og specialiststillinger – altså 32 stillinger i alt.

Ifølge Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, ramte omlægningerne og besparelserne primært stillinger i back office og support, mens annonceafdelingen "næsten ikke er berørt", fortalte Anders Krab-Johansen.

Ny kurs

Den nye strategiske kurs for Berlingske blev meldt ud den 28. februar og indebærer i grove træk, at den digitale produktion, salg og udgivelse får hovedfokus for alle mediehusets hovedbrands, Berlingske, BT og Weekendavisen samt Radio24syv.

Samtidig bliver nyhedssitet mx.dk nedlagt for at koncentrere kræfter om bt.dk, hvor abonnementskonceptet BT Plus forsvinder, så sitet skal baseres fuld ud på annonceindtægter. Også business.dk og aok.dk stopper som selvstændige sites – for i stedet af få nye placeringer under hovedbrandet berlingske.dk, der fremover satser på digitalt abonnementssalg med en pris, der begynder på 99 kr. om måneden – og altså inkluderer både Berlingske og Berlingske Business online.

Børneavisen Kids News lukker desuden, ligesom sidelayout af BT, BT Metro, som Metroxpress skifter navn til, og Berlingske altså udlægges til bureauet Wunderkind, så der i Berlingske Media fokuseres på digital produktion.

I alt nedlægges omkring 93 stillinger, svarende til hver 10. i koncernen.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs