MediaWatch

JP/Politikens Hus får medvind af EU i stor millionsag om spilannoncer

En afgørelse fra EU-Domstolen giver JP/Politiens Hus medhold i, at en lovændring målrettet reklamer for internationale online spil burde være blevet notificeret i EU. Det sår tvivl om grundlaget for ca. 40 straffesager mod danske medier.

En stribe straffesager mod danske medier om ulovlige annoncer for internationale online spiludbydere bør falde til jorden efter en afgørelse i EU-Domstolen onsdag.

Det er i hvert fald holdningen hos advokat Martin Dittmer, der repræsenterer JP/Politikens Hus, som er anklaget i den største af sagerne.

"Det er en klar sejr," siger han om afgørelsen, hvor EU-Domstolen har svaret på et spørgsmål fra Københavns Byret i en verserende straffesag mod JP/Politikens Hus og Poul Madsen og Bent Falbert - henholdsvis nuværende og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet.

I straffesagen har Københavns Politi krævet 90 mio. kr. konfiskeret hos JP/Politikens Hus, fordi pengene hævdes at være tjent på salg af annoncer for ulovlige spil. Oprindeligt hævdede anklagemyndigheden, at fortjenesten udgjorde hele 415 mio. kr. Flere andre medier som bl.a. det tidligere TV 2 Sport, BT og Tipsbladet er også blevet mødt med krav.

Gav ikke EU besked

Imidlertid har koncernen krævet frifindelse med den begrundelse, at Danmark ikke gav EU besked om en lovændring i 2003, som kriminaliserede reklamer for ulovlige spil på nettet.

Argumentet er helt centralt, for en lovgivning, der er i strid med EU-retten, kan ikke håndhæves. Hvis der er tale om en såkaldt teknisk forskrift, har medlemslande pligt til at orientere EU-Kommissionen. Midlet er en såkaldt notifikation, og EU-Domstolen har onsdag svaret på, om lovændringen udgjorde en teknisk forskrift.

Ja, lyder det fra Luxembourg - såfremt der i lovens forarbejder står, at formålet var at udvide det gældende forbud mod reklamer til også at omfatte online-spilletjenester. Afgørelsen går imod den vurdering, som generaladvokaten ved EU-Domstolen i sommer gav af spørgsmålet.

Op til byretten

Men selve afgørelsen overlader EU-Domstolen til byretten i København, hvor sagen mod JP/Politikens Hus som nævnt ligger stille.

"Det er helt åbenbart, at man i forarbejderne til lovændringen havde til hensigt at gribe ind også over for reklamering for onlinespil," siger advokat Martin Dittmer.

"Vi ser afgørelsen som en imødekommelse af de synspunkter, vi har gjort gældende," siger advokaten.

"Jeg håber, at anklagemyndigheden omsider - efter at have haft denne sag i små 15 år - vil opgive sagen mod JP/Politikens Hus," siger han.

Ingen retsvirkning

Sagen handler om danske mediers spilannoncer i perioden 2003-2012. Her var det ifølge dansk lovgivning ulovligt at annoncere for andre spiludbydere end Danske Spil - der havde monopol på spilmarkedet indtil 2012. Den aktuelle EU-afgørelse handler om, hvorvidt den danske lovændring fra 2003 skulle have været anmeldt til EU, før den trådte i kraft.

Advokaturchef hos Københavns Politi Vibeke Thorkil-Jensen har tidligere over for fagbladet Journalisten bekræftet, at spørgsmålet er afgørende for udfaldet af de danske retssager, der har været sat i bero, mens EU-spørgsmålet er blevet behandlet. 

"Hvis EU-Domstolen afgør, at den danske lov skulle have været vurderet af EU, inden den trådte i kraft, vil det betyde, at loven ingen retsvirkning har i Danmark, og så kan man ikke gennemføre en straffesag," sagde Vibeke Thorkil-Jensentil Journalisten i august.

/ritzau/MediaWatch

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs