MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
penge og privatøkonomi.jpg

Tidligere erhvervs-journalist får betinget fængselsstraf i kursmanipulations-sag

En tidligere skribent for Penge & Privatøkonomi er idømt betinget fængsel i sag om kursmanipulation.

AF |

En tidligere skribent for Penge & Privatøkonomi får 30 dages betinget fængsel i sag om kursmanipulation, og skribenten får også konfiskeret 10.000 kr.

Det bekræfter skribentens forsvarer Christian Lundgren, partner og advokat fra Kromann Reumert.

"Vi havde håbet på en frifindelse, så vi er ikke fuldt ud tilfredse, men omvendt kunne det have været værre," siger Christian Lundgren til MediaWatch.

Domstolen har med straffen ikke fulgt anklagerens ønske om ubetinget fængsel i og konfiskation af et højere beløb.

Anklager i sagen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og international Kriminalitet (SØIK) bedre kendt som Bagmandspolitiet, gik efter at få idømt skribenten ubetinget fængsel i tre til fire måneder samt konfiskation af omkring 68.500 kr., som ifølge Bagmandspolitiet udgjorde den gevinst, som skribenten havde opnået.

"Uagtet at en betinget fængselsstraf er alvorlig nok, så virker det på mig, som en sag, domstolen ikke takserer til samme alvorlighed, som anklager havde lagt op til," siger Christian Lundgren.

Han understreger, at han endnu kun kender konklusionen på dommen og ikke præmisserne bag, der f.eks. kan fortælle, om tiltalte er dømt for alle forhold. Først når dommen og præmisserne er kendte, vil den tiltalte og hans advokat tage stilling til, om man vil anke dommen.

Den tiltalte skribent, der er beskyttet af navneforbud, var anklaget for at have foretaget kursmanipulation med tre aktier gennem artikler over en periode på knap halvandet år.

Tilfreds med, at der bliver dømt

Sagen drejer sig om fire artikler, som skribenten skrev for Penge & Privatøkonomi i en periode på knap halvandet år,  om tre mindre, børsnoterede selskaber.

Ifølge Bagmandspolitiet bedrev skribenten kursmanipulation ved at skrive om et potentiale i aktierne og anbefale læserne at købe eller beholde deres aktier i selskaberne. Men kun i et af tilfældene fremgik det samtidig, at skribenten selv ejede aktier i de omtalte virksomheder.

Fra anklager Hans Fogtdal lyder det, at Bagmandspolitiet er tilfreds med, at der bliver fældet dom i sagen.

"Sager om overtrædelser af værdipapirhandelsloven og om kursmanipulation er noget, vi af hensyn til tilliden til værdipapirmarkedet har fokus på. Derfor er vi tilfredse med, at der bliver dømt i sagen."

I havde krævet ubetinget fængsel, og det har retten så ikke efterkommet.

"Nej, det er rigtigt. Vi kender ikke de nærmere præmisser endnu, så vi ved ikke, hvad der ligger til grund for den beslutning. Så det kan vi ikke rigtig udtale os om."

Og beløbet, som skribenten får konfiskeret, er heller ikke så stort, som I havde ønsket.

"Nej, og det kan vi heller ikke udtale os om med de informationer, som vi har nu," siger Hans Fogtdal.

Bagmandspolitiet nedlagde påstand om fængselsstraf allerede i anklageskriftet, som MediaWatch omtalte i juli 2015.

Penge & Privatøkonomi har tidligere været involveret i en sag om kursmanipulation, da en tidligere redaktør på magasinet i 2012 blev dømt for kursmanipulation.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her