.jpg)
Skal medierne undlade at gisne om baggrunden for en bombesprængningen i Norge og efterfølgende nedskydninger, før de er sikre på, hvem der står bag?
Skal medierne undlade at gå i detaljer med gerningsmandens tankegang og ideologiske vanvid, som han nøje har gjort rede for i et alenlangt manifest for ikke at sprede tankerne unødigt?
Skal medierne se indad og spørge sig selv, om de har et ansvar for at viderebringe hadske holdninger i den offentlige debat ud fra den forestilling, at en hård tone kan føre til radikalisering?
Spørgsmålene hober sig op i kølvandet på den forfærdelige tragedie i Norge, og det må være uhyre vanskeligt for dem der har chefredaktørkasketten på i øjeblikket.
Spørgsmålet om tonen i debatten er måske særligt relevant, fordi den giver mulighed for - hvis man mener at den har en betydning - at forebygge lignende vanvidshandlinger som Anders Breiviks i fremtiden.
"Ja, debatten om udlændinge er gradvist blevet så virtuel og verdensfjern, at det ikke overrasker mig, at en enkelt vanvittig person pludselig kan miste fatningen og begå et ideologisk motiveret terroranslag mod vores åbne samfund i Norden," siger Lars Trier Mogensen til raeson.dk, som spørger ham om den offentlige debat om islamisme med mere har bidraget til den forbrydelse, vi har set i Norge.
Han mener, at "den tavse accept fra den borgerlige mainstream har delvist legitimeret og bekræftet de højreradikale besættelsesfantasier".
Hvis det er tilfældet, går medierne vel heller ikke fri? For de er også med til at påvirke og videreformidle den offentlige debat, og hvis den bygger på fordomme, forkerte statistikker og lignende har medierne et ansvar for at dæmme op for det frem for at ride med på retorikken - eller at lukke øjnene for den.
Det virker på forstemmende vis som om ytringerne om indvandrere, islam og muslimer er blevet hårdere i de senere år - både når det gælder politikere, menigmand og medier. Jeg tror, at had avler had, og at grænserne for hvordan man kan tillade sig at omtale andre mennesker bliver udvisket, hvis de konstant bliver overtrådt. Det er en farlig tendens, og det er meget sigende for verdens tilstand i øjeblikket, at mange i første omgang har tænkt på terrornetværk som Al-Qaeda, da bomben sprang i Oslo.
Men der er langt fra ord til handling, og der er langt fra politisk legitime - omend ikke særligt humanistiske - stramninger af lovgivningen om alt fra starthjælp til grænsekontrol og så til en massakre begået en af en mand, der iklæder sine ugerninger ideologiske motiver, når han måske mest af alt er et forstyrret menneske.
