...abonnerer også på MediaWatch

Ole Nørskov Ole Nørskov

Chefredaktør, MediaWatch

Ole Nørskov (42) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000. Siden har han beskæftiget sig med mediebranchen med ansættelser hos Danske Dagblades Forening, dagbladet Børsen og fagbladet Journalisten. Siden 1. oktober 2007 har han arbejdet som adm. direktør og chefredaktør for MediaWatch A/S. Læs mere

...abonnerer også på MediaWatch


Forside » Debat

Murdochs Google-stunt er ikke idioti

Mandag d. 16. November 2009 kl 9:29 Ingen kommentarer

Rupert Murdochs Newscorp rasler for tiden med sablerne over for søgegiganten Google. Murdoch vil simpelt hen formene Googles indekseringsrobotter adgang til blandt andet Wall Street Journals website, og han håber at kunne overtale medieindustrien til at gøre fælles front mod Google.

Det bliver en hård kamp - og måske er den umulig at vinde, men ideen er ikke så tosset, som den umiddelbart lyder - og der er langt mere på spil end den trafik Google sender til Newscorps sites.

".. hvorfor gemme sig for Google, når først man har indført en micro payment model, det er totalt nonsens," skrev en bruger, som kommentar til vores første note om Murdochs plan. Jeg forstår den umiddelbare logik i dette budskab, men det er en overfladisk betragtning.

Problemet for indholdsleverandørerne er, at de eksisterende forretningsmodeller i (dele af) mediebranchen stadig i meget høj grad er knyttet til distributionen og formen og ikke i særlig høj grad knytter sig til indholdet isoleret set. Vi er villige til at betale for papir og for at få papiret leveret i vores postkasse, men vi er tilsyneladende ikke i særlig høj grad villige til at betale for det, der står på papiret. Tilsvarende er vi villige til at betale mange penge for at have adgang til indhold på nettet - men det er distributionen og ikke indholdet selv, vi er villige til at betale for. Vi betaler gladeligt mange hundrede kroner månedligt for vores internetforbindelser og mobilabonnementer, men vi betaler ikke en krone for indholdet.

Google har vist, at det er muligt at få en gigantisk forretning ud af at lede folk til relevant indhold - men det hjælper heller ikke indholdsproducenterne, som må nøjes med de smuler, der bliver tilbage, når selvsamme Google har høstet broderparten af annoncekronerne.

Men sagen er jo, at både distributører som TDC og søgemaskiner som Google er helt afhængige af, at der er kvalitetsindhold på nettet. Uden indhold ingen brugere.

Derfor er der på den lange bane god grund til at lede efter modeller, hvor dele af distributørernes indtjening og dele af Googles indtjening havner hos de indholdsproducenter, der reelt driver efterspørgslen. Og det er i dét lys man skal se Newscorps initiativ.

Jeg tror ikke, Newscorp forestiller sig en verden uden Google-trafik. Men jeg tror, Murdoch håber på, at han kan samle branchen til et fælles forsøg på at få del i Googles milliarder. Og set gennem mine briller vil det også være helt naturligt, hvis Google leverer en del af sin indtjening videre til de sites, hvis indhold driver brugere til at søge hos Google.

Vi har ikke præcise tal, men et estimat lyder, at Google omsætter for 1,5 mia. kr. i Danmark i år. Googles udgifter i den forbindelse er mindre end minimale. Det ville gøre en gigantisk forskel for de danske internetmedier, hvis bare 10 procent af denne omsætning blev sendt videre, så den kunne bruges til at lave kvalitetsindhold for. Og i virkeligheden kunne Google måske i længden vinde ved at gøre det, fordi man på den måde ville sikre sig at strømmen af nyt indhold ikke tørrer ud.

Hvis Google ikke selv - med hjælp fra Murdoch - kan finde frem til en model, burde politikerne overveje at hjælpe. Det kunne for eksempel ske i form af en særlig annonceskat på søgemaskiner - provenuet skulle så sendes videre til indholdsproducenterne.

I samme ombæring kunne man indføre en særlig skat på distributørerne - så dele af de penge, TDC tjener på at give folk adgang til indhold, sendes videre til dem, der skaber indholdet.

Det forbandede er, at man ikke fra starten fik etableret disse modeller, og jeg er parat til at udbringe den første skål for Rupert Murdoch, hvis det mod alle odds lykkes at presse Google til at dele. Det bliver spændende at følge kampen.

 

Log ind for at tilføje en kommentar