.jpg)
I løbet af de kommende par år vil medieforskerne Anker Brink Lund og Preben Sepstrup kulegrave den danske mediestøtte.
Opgaven er forbandet svær specielt når de når frem til den del af processen, hvor de skal opstille forskellige scenarier for den fremtidige støtte.
Uden den direkte distributionsstøtte og den indirekte støtte gennem nulmomsen ville de betalte danske dagblade ikke kunne overleve. Og hvem tør underskrive dagbladenes dødsdom.
Hvad mere er: reglerne for statsstøtte er svære at lave om, fordi de skal godkendes af EU-Kommissionen, som ikke ser mildt på konkurrenceforvridende foranstaltninger. Nulmomsen og distributionsstøtten blev indført, før Danmark blev medlem af EF.
Men jeg vil alligevel godt gå forrest og allerede nu levere et forslag til, hvordan den fremtidige støtte kunne se ud:
Lad støtten følge journalisterne i stedet for papiret.
De fleste er enige om, at pressen har en meget vigtig funktion i et demokratisk samfund. Som Simon Emil Ammitzbøll siger:
De sikrer, at politikere og erhvervsliv ikke kan gøre, som de har lyst til, uden at befolkningen får indsigt i det.
Den opgave er efter min mening så væsentlig, at jeg som skatteborger gerne vil kaste en mønt eller to i hatten.
Men jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor støtten skal knyttes direkte og udelukkende til papiraviser.
Hvis man i stedet bandt et statsligt pengebundt i halen på hver journalist på et redaktionelt medie ville man sikre, at pengene rent faktisk gik derhen, hvor de gør størst gavn i forhold til den demokratiske debat.
Og en lykkelig bivirkning ville være, at man ikke engang behøver et hold smagsdommere til at afgøre, hvem der skal inviteres til festen. De gode og vigtige historier kommer fra journalister i alle hjørner af mediemarkedet fra fagbladene i den ene ende til Se og hør i den anden. Hvorfor ikke støtte dem alle uden smålig skelen til, om indsatsen kan defineres som public service eller ej.
Nulmomsen og distributionsstøtten udgør tilsammen omkring 1,3 mia. kr.
Hvis man tæller revl og krat med er der (ifølge Dansk Journalistforbund) i dag 8000 redaktionelle medarbejdere på danske medier. De kunne altså hver få et tilskud på 162.500 kroner årligt.
Med det boom i redaktionelle medier, der ville følge i kølvandet på en sådan støtteordning ville tilskuddet til den enkelte journalist sikkert falde noget i begyndelsen, men det ville hurtigt finde et naturligt leje.
Konsekvensen ville være, at de betalte dagblade ville få det forbandet svært. Så svært at flere af dem ville dø langt tidligere end programsat. Men det er jo ikke i sig selv et demokratisk problem, så længe andre varetager den opgave, dagbladene tidligere tog sig af. Det er jo ikke specielt samfundsgavnligt at transportere tonsvis af døde træer ud til folks postkasser.
Ok der er så lige en enkelt mindre detalje ved regnestykket: Hvis dagbladene ikke betaler en mia. i moms på bladsalget, så skal staten spæde mere til, før det går op. Men den katastrofe er vel til at overse.
