Chefredaktør, MediaWatch
Ole Nørskov (42) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000. Siden har han beskæftiget sig med mediebranchen med ansættelser hos Danske Dagblades Forening, dagbladet Børsen og fagbladet Journalisten. Siden 1. oktober 2007 har han arbejdet som adm. direktør og chefredaktør for MediaWatch A/S. Læs mere






















Mandag d. 4. Januar 2010 kl 10:21 Ingen kommentarer
Før jeg gik på juleferie sammen med resten af MediaWatch-redaktionen bad jeg mediebranchen om at forholde sig i absolut ro, indtil vi var tilbage på pinden.
Men nej, nej - selvfølgelig var der enkelte, der ikke kunne sidde stille så længe. Det gjaldt for eksempel Ellen Trane Nørby, som absolut skulle relancere ideen om at børsintroducere TV 2, så snart vi havde indtastet alarmkoden her i St. Regnegade. Det er sjovt for jeg husker jo, at den ide har været fremme i debatten flere gange tidligere uden at vinde gehør, men måske er der bedre held denne gang.
Forslaget tager dog ikke fat om nældens rod - nemlig problemet med de verserende EU-sager, som gør det svært at værdisætte stationen. Det er stadig uforståeligt for mig, hvorfor staten ikke bare sælger aktiviteterne ud af TV 2, så en køber ikke behøver være bange for at bliver afkrævet milliardbeløb efter et salg. Det er en helt normal procedure i det private erhvervsliv, hvor det bruges endda meget kreativt - typisk lader man så det gamle selskab gå konkurs, så eventuelle kreditorer får en lang næse. Men så langt behøver staten jo ikke at gå - og fidusen er, at det ikke har økonomiske konsekvenser for staten. Den regning der måtte komme, skal staten jo betale, uanset om TV 2 er solgt eller ej. Hvis staten stadig ejer aktiviteterne i TV 2, når/hvis regningen kommer, kan der dog være den uønskede bieffekt, at stationen faktisk går rabundus, og aktiviteterne ikke kan videreføres, fordi EU ikke vil godkende endnu en refinansiering. Så en model hvor man sælger aktiviteterne ud af TV 2 Danmark A/S i en helvedes fart, er også i det lys tillokkende.
Jeg aner ikke, om der er juridiske forhindringer - men det er da værd at bore i, og det vil vi gøre i 2010.
Hvad skal vi ellers forvente os af året? Tjah, jeg frygter faktisk, at vi kommer til at stå over for et avishus-paradoks, som ville gøre Zenon grøn af misundelse.
Hos Berlingske melder samtlige afdelinger, at det gik fornuftigt i 2010. Alle de chefredaktører, jeg har talt med, siger, at netop deres blad leverer et overskud - ja, nogle endda et stort overskud - til koncernen. Men jeg har en lurende fornemmelse af, at alle disse overskud lagt sammen ender som et minus. Det bliver dog spændende at se, hvilken betydning gældskonverteringen kort før nytår får for det samlede billede. Hvor ville et Berlingske-overskud lune i en kold tid.
Og så er der jo først og fremmest de mediepolitiske forhandlinger at se frem til. Vi skal have et nyt medieforlig til sommer, og der er flere bolde i luften end nogensinde. På de helt store linjer skal man nok kun forvente mikroskopiske forskydninger. En mindre forøgelse af Public Service Puljen ligger lige for, og mon ikke der bliver afsat en lillebitte pose penge til udvalgte netmedier (naturligvis uddelt efter ganske objektive kriterier). Avisernes momsfritagelse og distributionsstøtten bliver der næppe pillet ved, og DR og TV 2-regionerne får vel også lov til at fortsætte på samme niveau (selvom der givet vil være en del teatertorden undervejs). Nu hvor DR både i Livvagterne og i Forbrydelsen har tækket Søren Espersen med en DF-helt og et afsnit om islamiske terrorister, der vil en Muhammed-tegner til livs, har Michael Christiansen jo sikkert en fjende mindre at skændes med på Christiansborgs gange.
Nej, det store gys i 2010 kommer vi til at opleve i de små og mellemstore mediehuse rundt om i landet. Vi vil givet se en række fusioner, opkøb og konkurser. 2010 kan blive et skelsættende år på det lokale avismarked i Danmark, hvor en række mediehuse er i vanskeligheder. Den kamp vil vi følge tæt her på MediaWatch, hvor vi ønsker alle et lykkeligt 2010. Vi håber, at året trods alt vil bringe en lang række positive nyheder om lanceringer, overraskende overskud og modige, godt timede omlægninger.
Kom så bare an 2010. Hit us.

Publicer din pressemeddelelse gratis hos PressWire