Reimer Bo fjernes fra skærmen

DR-ledelsen sætter en stopper for Reimer Bo Christensens rolle som studievært på DR's 21 Søndag – tilliden er væk.

RELATEREDE MEDIACAST

DR fyrer den erfarne journalist Reimer Bo Christensen fra skærmen efter den opmærksomhed, der har været om værtens rolle i flere interview med kendte, dømte kriminelle - senest interviewet med den bedrageridømte Stein Bagger.

Der har været både intern og ekstern kritik af det faktum, at Reimer Bo Christensen som ekstern tilrettelægger har tjent penge på at sælge et interview fra sit private firma til DR, alt imens han også fungerer som vært på 21 Søndag, og denne konstruktion har DR erkendt er problematisk.

Nyhedsdirektør Ulrik Haagerup understreger, at han har meget stor respekt for Reimer Bo.

”Men vi var nået til et sted, hvor Reimers person kom til at skygge for de journalistiske historier i programmet - og det er en situation, som vi ikke kan leve med," siger Ulrik Haagerup i en pressemeddelelse.

Tillid brudt
Ifølge Ulrik Haagerup har tillidsforholdet mellem Reimer Bo Christensen og DR Nyheders ledelse lidt skade efter Bagger-interviewet, hvor værten valgte selv at producere indslaget - uden at orientere sin redaktion.

Haagerup medgiver dog samtidig, at DR også har et ansvar for, at sagen kom så vidt. DR har ikke været gode nok til at tale sammen på tværs af afdelingerne i DR.
Reimer Bo Christensen har kontrakt med DR i endnu et år. DR forventer at kunne gøre brug af hans ekspertise inden for andre områder.

Men det vil ske i en form, hvor der ikke kan opstå tvivl om rollefordelingen, fremgår det af pressemeddelelsen.