Nyt dating-site henvender sig til de kreative

Datingcreatives.dk henvender sig udelukkende til de kreative kærestesøgende. Nichemålgrupper er vejen frem, siger grundlægger.

RELATEREDE ARTIKLER

ANNONCE
Mediemarked relateret: 
Mediemarked relateret

Endnu et dating-site har set dagens lys. Og ligesom Farmerdating.dk er for farmerne, Elitedaters.dk er for akademikerne og Hjerterum.dk er for de troende, henvender det nye Datingcreatives.dk sig til de kreative mennesker.

Og netop det med at henvende sig til en bestemt niche er vejen frem, siger grundlægger og kreativ direktør, Martin Søby.

”Jeg mener at nye dating-sites skal have en klart defineret målgruppe, da der er virkelig mange dating-sites som taler til alle. Ligesindede leger bedst,” siger Martin Søby.

Indtil videre kører sitet med en gratis beta version, indtil man har skaffet trafik nok til at skifte til betalingssite. Herved håber man på at undgå annoncefinansiering. En medlemsprofil vil komme til at koste 100 kr. for 30 døgn, og 30 kr. for 7 døgn, oplyser Martin Søby.

På redaktionen sidder man to mand, og har møde med en 3. den kommende uge – og ambitionerne er høje.

”Om et halvt års tid håber vi på at have rundet mindst 5000 profiler i Danmark, og vi arbejder også på at lancere vores gratis beta version i USA, Canada og England i løbet af foråret og sommeren,” afslutter Martin Søby.

Datingcreatives.dk gik i luften d. 10. januar.