Modeblade knytter sig til reality-tv

De pressede annoncetider har fået de internationale modeblade til at hægte sig på reality-fænomenet.

Unge, smukke og modedyrkende kvinder og mænd medvirker i diverse reality-serier, der i større eller mindre grad udspiller sig på modemagasinernes redaktioner. Det skriver information.dk.

Internationalt skyldes det en tendens, hvor både annonceindtjeningen og salgstallene for modemagasinerne har været faldende, mener Chris Pedersen, redaktionschef på modemagasinet Cover.

"Magasinerne og tøjmærkerne har derfor måttet finde nye måder at udvide deres univers og eksponere sig på. De opdager så, at tv har en rigtig god eksponeringskraft. Magasinerne laver brand extension via serierne," siger han til information.dk.

Det er MTV-serien 'The City', hvor en af hovedpersonerne arbejder på Elle et af eksemplerne på. Også den danske drama-reality 'Veninder på 1. klasse' inddrog modemagasinet Bazar som arbejdsplads for en af de medvirkende.

Den type "flermedial branding" vil kun blive mere udbredt i fremtiden, mener Chris Pedersen. Også Anne Jerslev, der forsker i realityserier på Københavns Universitet mener, at alliancen mellem reality-serier og mode er kommet for at blive, da begge områder er optaget af stil og transformation.

- TBH