Tirsdag d. 15. September 2009 kl 13:59 Ingen kommentarer
Ekstra Bladet nedlægger bloguniverset på undersitet Nationen og lancerer 'Min sag', hvor læserne kan samle opbakning til en sag, som avisen tager op.
1. oktober lukker de personlige blogs på ekstrabladet.dk's undersite, Nationen. En måned senere åbner den nye satsning 'Min sag'. Her kan læserne publicere artikler billeder og video, om sager der optager dem.
Hvis en sag får nok opbakning fra andre brugere og læsere, vil journalisterne fra ekstrabladet.dk hjælpe med at få sagen endnu længere frem i debatten, skriver Ekstra Bladet i en pressemeddelelse og tilføjer: "Så er du lige pludselig en magtfaktor som politikerne, organisationer og erhverslivet bliver nødt til at lytte til."
Efter tre år med personlige blogs, vil Ekstra Bladet hellere bruge ressourcerne på at få de sager, der optager læserne frem i lyset. Det gør læserne til redaktører, mener chefredaktør Poul Madsen:
"Med 'Min sag' viser vi, at vi tager læserne så alvorligt, at vi lader dem sætte dagsordenen, og er parat til at rykke ud i deres tjeneste. Det kan handle om en landstræner i fodbold, en våbenlovgivning, en indsamling eller noget helt fjerde. Det er læserne, der bestemmer," siger han i pressemeddelelsen.
Nationen har 85.000 registrerede medlemmer, som hver uge skriver mere end 10.000 kommentarer til artiklene på ekstrabladet.dk.
- TBH

Publicer din pressemeddelelse gratis hos PressWire