24timer i overskud for første gang

Besparelser og et bedre salg end forventet gør, at 24timer i maj kunne fejre sin første måned med sorte tal på bundlinjen.

RELATEREDE MEDIACAST

To et halvt år efter, at gratisavisen 24timer blev lanceret, gav avisen i maj i år for første gang overskud.

Det er kombinationen af kraftige besparelser på avisen og så en krise, der er om ikke afblæst, så i hvert fald løjet af, der har gjort udfaldet.

"Det meste er besparelser. Da vi i november så finanskrisen komme, nedlagde vi 30 stillinger - mange af dem på 24timer. De besparelser blev yderligere intensiveret, da vi i januar kunne se, at vi ikke kunne nå vores salgsbudgetter. Men maj er faktisk gået bedre end forventet - og april også for MetroXpress - og det har været med til at gøre udfaldet," siger adm. direktør Søren Riis fra MetroXpress A/S, der udgiver 24timer og MetroXpress.

Første step
Annoncesalget for de to aviser har ligget cirka 10 procent over det budgetterede i maj - og det lover godt for fremtiden, mener Søren Riis.

"Det er det første step i forhold til, at 24timer bliver en overskudsgivende forretning, og når det er taget midt i en historisk finanskrise, så bliver jeg kun mere optimistisk i troen på, at vi kan drive to overskudsgivende gratisaviser herhjemme. Det beviser, at vi har lagt den rigtige strategi," siger Søren Riis.

Efter et meget hårdt 4. kvartal 2008 og et svært 1. kvartal 2009, tegner 2. kvartal 2009 bedre end forventet for MetroXpress A/S, der fastholder målsætningen og forventningen om et samlet overskud for hele året. I 2008 havde MetroXpress A/S et resultatmæssigt underskud på 37 mio. kr. efter finansielle poster.

MetroXpress og 24timer har et samlet dagligt læsertal på 996.000 læsere og et oplag på 400.000 eksemplarer.

- LR