MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
Michael Dyrby_TV 2.jpg

Debat: 5 faste dogmer om DR

Politikerne er sat på hård mediepolitisk prøve, når næste medieaftale skal indgås, skriver Michael Dyrby, der her opridser fem overskrifter om DR, der driver, og komplicerer, debatten.

AF

Om Michael Dyrby

  • Selvstændig rådgiver i Dyrby & More og producent hos Monday
  • Tidligere nyhedsdirektør for TV 2
Det er en meget tynd line, som Folketingets mediepolitikere går ud på, når de begynder at  lave et nyt politisk forlig for fremtidens medier. Aldrig har der været et mere usikkert  tidspunkt at træffe beslutninger på, for hele medieindustrien er under voldsom forandring. 

Det er forbrugerne og de nye teknologiske muligheder, der forandrer hele branchen, og det virker som om, at det går ekstra stærkt i 2016.  De store tendenser, der driver udviklingen er: Mobilen, Facebook og brugernes ønsker om at  bestemme alt selv. Læg dertil brugernes skepsis ­ nærmest mistro overfor journalister,­ som  gør det vanskeligt at forudse udviklingen. Men alt er i spil. 

De mediepolitiske ordførere har derfor kastet sig over DR, fordi det er overskueligt, og fordi de har en direkte indflydelse på pengestrømmen og de opgaver, som DR skal håndtere. Det er bare mere kompliceret. Her er de 5 faste dogmer, der driver debatten:   

1. Danmarks Radio er dominerende 

Det er en sandhed med stærke modifikationer. TV 2's samlede kanaler har flere seere end  DR's samlede kanaler. TV 2's hovedkanal har flere seere end DR1. På det digitale område er DR store, men både Ekstra Bladet, BT og TV 2 er næsten lige så store ­alt efter målemetode. Det er ikke som i England, hvor BBC med afstand er den største. På radioområdet er DR totalt dominerende og har gjort det stort set umuligt at drive kommerciel  radio. Danmarks Radio er store, det skal de også være for at være relevante  overfor  licensbetalerne,­ men de er ikke dominerende.   

2. Licens er noget vi giver til hinanden

Et meget fikst slogan, som DR har holdt fast i længe, men som lyder mere og mere  forkrampet. Licens er en afgørende hjørnesten for DR, den sikrer en fast og forudsigelig finansiering af virksomheden. Licens holder politikerne på afstand, hvilket en skattefinansiering ikke gør. DR ville være med til finanslovsforhandlinger hvert år, hvis DR blev finansieret via skatten som alle andre offentlige institutioner. TV 2 har abonnement som en væsentlig del af finansieringen (cirka halvdelen), men den ordning kræver, at man har en  professionel salgsorganisation, som sælger kanalerne til distributørerne (Yousee, Stofa etc), og de er også pressede.

Abonnement betyder naturligt nok, at man som bruger kan vælge ydelsen fra, og det øger den finansielle usikkerhed.  Licens har indtil nu været den bedste model for public service. Ulempen er, at den er synlig og trukket ned over hovedet på folk, og det hidser mange op. Med de mange gratis tilbud, som den digitale verden tilbyder, er det svært for især unge at forstå, at de skal betale 2477  kr., blot de har en computer, og derfor er modellen under pres. DR vil holde fast i  licensen med næb og kløer.

3. Public service er lig med DR

Sådan oplever DR sig selv, og sådan omtaler DR sig selv. Formentlig en af grundene til, at  flere aktører oplever DR som arrogante og “selvindbildte”, senest da DR's formand, Michael  Christiansens udtalte, at selve demokratiet kunne blive truet og skabe amerikanske  “Trump­tilstande” i Danmark. Selveste Politiken, der ellers altid har stået last og brast med DR, blev så provokeret at avisen i en leder skrev:? “Når DR's formand i ramme alvor kan mene, at en diskussion om reducerede bevillinger kan ende i national splittelse og amerikanske tilstande, gør han sig selv til vidnesbyrd om nødvendigheden af et opgør med  DR”. 

Det er nok for vidtløftigt, at erklære demokratiet truet, som DR's formand gjorde, men  reelt er  der ikke andre, der vil kunne overtage store dele af den klassiske public service. Hvem vil  levere klassisk debat, hvem vil levere dyre dokumentarfilm, hvem vil levere undervisning,  hvem vil levere dansksprogede børneprogrammer etc. Aviserne kan jo ikke og en kommerciel tv- konkurrent skal kunne regne programmerne hjem. Public service er i  realiteten lig med DR (og til dels TV 2), så hvis man skærer i licensen, skal man samtidig sørge for at definere HVAD public service er. For man risikerer, at den del, der forsvinder, aldrig kommer igen.   

4. DR ødelægger det digitale marked 

Den direkte anledning til, at vi så hidsigt diskuterer DR's vilkår, to år før et nyt medieforlig skal træde i kraft, er, at danske dagblade igennem længere tid har slået løs på DR. Det er en  årelang kampagne med et emne: DR ødelægger det digitale marked for  aviserne ved at levere gratis tekstnyheder til dr.dk. Aviserne ?er ? pressede.  Annonceomsætningen rasler ned, og 2016 har foreløbig været en katastrofe (det samme  gælder for oplaget). Den digitale omsætning stiger, men kan slet ikke kompensere for tabet  på print. Sådan er det også på New York Times og andre store mediehuse, der ikke kæmper  mod et statsejet public service medie,­ så fænomenet kendes i hele den vestlige verden, og det er trods alt ikke DR's skyld. Den digitale omsætning i Danmark er steget til det dobbelte  de seneste 5 år, og væksten på tre milliarder er altovervejende gået til facebook og Google.  

DR er nødsaget til at være digitale. Dïgitale udgivelser er blevet danskernes mødested. Når  73 procent af danskerne er på facebook, skal DR også være der. Når danskerne ønsker at se nyheder på en mobil, skal DR levere det. Når familien Danmark vil se drama på et andet  tidspunkt end søndag klokken 20.00, skal DR levere det. Ellers er DR ikke relevant for  danskerne og hvorfor så betale licens. Aviserne har brugt lang tid på at blive digitale og deres forretningsmodeller har sejlet rundt. De må fokusere på deres egen forretning. En  nedskæring af DR's aktiviteter redder ikke avisernes forretning.  

5. De er røde lejesvende 

En gammel traver, der ligger lige under overfladen, men som ingen siger højt. Endnu.  Danmarks Radios nyhedsdækning er ikke rød, dokumenterer en større undersøgelse.  Professor Erik Albæk har undersøgt DR's dækning af valgene fra 1994 ­til 2007 og konstaterede i 2010, at med videnskabelige briller, er der ikke noget at komme efter. Det  stopper ikke dogmet, for det sete afhænger som bekendt af øjet, der ser. DR's vilkår er vigtige, men den samlede mediebranches vilkår er vigtigere.  Selvom det er kompliceret, bør politikerne og alle andre aktører, når de er færdige med DR-debatten, tage en større og mere grundlæggende diskussion: Hvordan sikrer et lille land  med et meget lille sprogområde, at der fortsat er medier i hele landet. Medierne her i landet  bekymrer sig om det særegne danske samfund. Det gør internationale selskaber eller ejere  ikke nødvendigvis. Det ?skal ?være muligt at drive kommercielle medier, og der skal være public service, som ikke er kommercielt. Men vilkårene skal tilpasses den virkelighed, vi har i  2016. Det er svært, så kom i gang nu! 

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her