MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
ecsImgaslak gotlieb-3869162628484937035.jpg

Debat: Hvad nu hvis brugerne ønsker falske nyheder?

Så længe der er brugere som efterspørger falske nyheder, kommer vi dem næppe til livs, skriver Aslak Gottlieb i debatindlæg.

ASLAK GOTTLIEB, SELVSTÆNDIG KONSULENT

Om Aslak Gottlieb

  • Selvstændig rådgiver og konsulent om medier, børn og unge
  • Fellow på Center for Journalistik, SDU 2015-2016
  • Freelance skribent og lærebogsforfatter
  • Tidligere skolelærer
Et panel på seks mediemennesker og -iagttagere kommer i Politiken med deres bud på, hvordan "vi" kommer falske nyheder til livs. Det er prominente folk, som kigger indad i mediebranchen og kommer med bud på, hvad hvordan journalistikken selv løser krisen. At gribe i egen barm er både sympatisk og konstruktivt. Desværre er det bare usandsynligt, at branchen alene kan spille den afgørende faktor i sandhedens tjeneste.

Panelet ser da heller særlig optimistisk på udsigten til at komme fænomenet til livs. Kurt Strand fra Mennesker og Medier skærer ind til benet med en erklæring om, at falske nyheder er kommet for at blive.

Lad os kigge på fænomenet fra to vinkler. Eller måske snarere præmisser: 1) Brugerne efterspørger sande nyheder, men er ikke i stand til at skelne sande fra falske. 2) Brugerne er i stand til at skelne sande nyheder fra falske, men efterspørger falske nyheder.

Evnen til at skelne står for skud

Fem ud af seks i Politiken-panelet tager udgangspunkt i den første præmis (den sjette, Karen Bro, vender vi tilbage til). Sådan er vi vant til at tænke. Efter årtier med tilstræbt objektivitet som et førende journalistisk ideal, er det svært at forestille sig andet, end at befolkningen helst vil høre sandheden. Men at manglende uddannelse og malstrømmen af nyhedsfragmenter på digitale medieplatforme i sig selv degenererer vores evne til at skelne sandt fra falsk.

I slutningen af 2016 viste et Stanford-studie blandt næsten 8.000 skoleelever og studerende i USA da også, at de som mediebrugere havde betydelige vanskeligheder ved at skelne ikke bare falske nyhedshistorier fra sande, men også sponsoreret indhold fra journalistiske nyheder. Og at de generelt havde svært ved at identificere kilderne til det medieindhold, der var lagt til grund for undersøgelsen.

Sådan så et af spørgsmålene i undersøgelsen Evaluating Information: The Cornerstone of Civic Online Reasoning fra, Stanford History Education Group ud.

Hvordan undersøgelsen var faldet ud, hvis den blev gennemført blandt den voksne, færdiguddannede del af befolkningen kan vi ikke være sikre på. Dog kan vi have en kvalificeret formodning om, at uddannelsesniveau og livserfaring udvikler evnen til at vurdere medieindholds troværdighed.

Til gengæld kan vi være sikre på, at det under præsidentvalgkampen i USA lykkedes Trump at flytte de ældre vælgersegmenter over på sin side. Vel at mærke med en temmelig lemfældig omgang med sandheden. Manden selv og hans kampagne er flere gange blevet taget i bringe deciderede usandheder til torvs, ligesom at historier med bias i hans favør tilsyneladende har været dominerende i kategorien fake news. Det bringer os videre til det scenarie 2). Hvad nu hvis en væsentlig del af befolkningen i virkeligheden slet ikke efterspørger journalistisk indhold, som er produceret ud fra de værdier og idealer, som kendetegner branchen i dag?

Kan ikke løse krisen alene

Man får i en undersøgelse næppe nogen til at sige, at de er ligeglade med, om de danner deres meninger på baggrund af sande eller falske oplysninger. Men Trump-kampagnens succes kunne tyde på, at sandheden i betydelige segmenter er ilde hørt.

Den situation er langt værre end den første. Uanset mediestøtteordninger og journalistikkens immaterielle særkender, eksisterer nyhedsmedierne i et marked, hvor udbud i sidste ende hænger sammen med efterspørgsel. Hvis brugerne efterspørger falske nyheder, skal de nok få dem. Og holder de op med at efterspørge sand journalistik, vil produktionen komme til at skrumpe og en ond cirkel er skabt.

Det skrumpende marked kan medierne ikke selv genskabe. Gallup måler løbende befolkningens tillid til nyhedsmedierne i USA. Siden 2003 har den været dalende med et signifikant dyk efter præsidentvalget i 2016. Alene derfor er det usandsynligt, at medierne selv kan løse krisen.

Ifølge Gallup svarer kun 32 % af befolkningen i USA, at de har høj eller nogenlunde tillid til nyhedsmedierne. Resten svarer enten, at de ikke har ret meget eller slet ingen tillid.
 

Mens mediebranchen selv er den første til at reagere på problemet, forretningen kunne jo blive truet, humper de politiske reaktioner, ikke mindst fra uddannelsessektoren, bagefter. Scenarie 1 handler om oplysning og scenarie 2 om dannelse. Den enes død bliver den andens brød, så at sige. Et "marked" for undervisning er modnet. News literacy hedder ydelsen på engelsk. Begrebet har vi endnu ikke på dansk. Hidtil har vi klaret os med en anden, mindre præcis term, som heller ikke er oversat, navnlig media literacy.

Brug for bredt fokus

Tilbage til Politiken-panelets sjette deltager, Karen Bro. Som den eneste tager hun med et citat fra Obamas afskedstale som præsident udgangspunkt i scenarie 2: "Vi er begyndt kun at acceptere information – hvad enten det er sandt eller ej – som passer til vores egne meninger".

Det er godt, at vi har spottet tendensen fra USA, inden den for alvor kommer til Danmark. Det giver os mulighed for at reagere. Men hvor sympatisk og ærværdigt det end er, at mediebranchen griber i egen barm, er det næppe nok. Vagthund, jagthund eller skødehund. Denne gang er det ikke journalister i opposition til politikere. Koblet af hunde må samles på tværs og opgaven løses i samarbejde. Brug spaltepladsen som Politiken gjorde forleden og bliv ved at sætte fokus på problemet med kilder, der kan pege på løsninger over en bred kam.

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her