MediaWatch

TDC-direktør: Vi skal til at definere Plentis plads

Der er endnu ingen helt klare planer for, hvordan teleselskabet Plenti skal udvikle sig, efter TDC i dag underskrev en aftale om at købe den mindre konkurrent, som bl.a. Mofibo-stifter Morten Strunge står bag.

I første omgang vil koncernen særligt fokusere på at få rykket alle Plentis kunder over på TDC's netværk. Sideløbende vil ledelsen diskutere, hvordan det opkøbte teleselskab præcist skal udvikle sig fremadrettet, fortæller Michael Moyell Juul, der er koncerndirektør i TDC Group.

"Vi har et fokus, og det er at få kunderne over på vores netværk. Parallelt med det vil vi begynde at definere, hvad vi herudover kan gøre. Herunder hvordan vi kan styrke Plentis indholdsprodukt med nogle af de tjenester, vi har til rådighed i TDC Group. Vi skal se, om vi kan lave yderligere indholdsprodukter i Plenti-brandet. Det er noget af det, vi skal definere nu," siger han til Ritzau Finans.

I dag lejer Plenti sig ind på mobiloperatøren 3's netværk, og den aftale løber indtil marts næste år. Men TDC vil forsøge at få kunderne flyttet tidligere og vil derfor starte en dialog med 3.

Ifølge direktøren fortsætter hele Plentis ledelse efter opkøbet, og sammen med ledelsen i TDC Group skal den være med til at beslutte, hvordan det mindre teleselskab skal indlemmes i forretningen, og hvilken plads det skal have i koncernens portefølje af brands.

"Vi har Yousee, Telmore og Fullrate, der fylder hver deres position ud på spillerpladen, og vi skal definere, hvor Plenti skal være, og hvad det skal slå sig op på. Det skal jo differentiere sig i en vis grad fra de andre. Det gør det allerede i dag, men vi skal lige rette det helt på plads," siger Michael Moyell Juul.

Plenti fortsætter som brand

Koncerndirektøren fortæller, at der kun vil være tale om småjusteringer i forhold til selskabets nuværende strategi og brand, og at de nuværende kunder ikke vil mærke til opkøbet. Der er i øjeblikket heller ikke planer om at ændre på de priser, som man kender fra Plenti. Hverken for nuværende eller for nye kunder.

"Det er et dynamisk marked, men lige nu er der ingen planer om at ændre priserne," siger han.

TDC har tidligere opkøbt konkurrenter som Fullrate, Telmore, Onfone og M1. De to førstnævnte eksisterer stadig i dag, mens Onfone siden blev lagt ind under Yousee, mens M1-brandet også blev nedlagt og herefter indlemmet i Fullrate.

Der er dog ingen planer om at nedlægge Plenti-brandet i fremtiden. Ifølge koncerndirektøren skyldes det, at Plenti har haft stor succes med den nuværende forretningsmodel og strategi.

"De har fat i noget, de har en meget agil it-platform og har lavet innovative løsninger. På den måde er det et attraktivt selskab, en solid platform og et stærkt team. Når nu det performer så godt, som det gør, så ville jeg også synes, at det ville være mærkeligt at lukke det ned. Vi skal bare udnytte det, de har bygget op, og så fortsætte det," siger Michael Moyell Juul.

TDC køber Plenti, der blev grundlagt i 2015, for et kontant beløb på 74 mio. kr. Aftalen betyder, at TDC overtager Plentis cirka 90.000 mobilkunder fra dags dato.

Plenti er stiftet af Morten Strunge og Peter Mægbæk, som er kendinge i telebranchen. Tidligere har Morten Strunge grundlagt mobilselskabet Onfone, mens Peter Mægbæk har grundlagt bredbåndsudbyderen Fullrate. Begge selskaber er siden solgt til TDC.

Forsiden lige nu

Briefing: Ugen i mediebranchen

Information nedlægger stillinger i sparerunde, Børsen har langt om længe landet ny overenskomst, og MediaWatch har skudt gang i en serie om en række store danske annoncører. Kom med på rundtur i ugen i mediebranchen.

Seneste Web & Mobil

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere