MediaWatch Logo Top
Log ind
ANNONCE
POLFOTO_44243347.jpg

Snapchat-festen fuser ud

Aktien for selskabet bag den populære app falder mandag, efter de to første dage på børsen har budt på markante kursstigninger. Aktieanalytikere er skeptiske.

AF RITZAU FINANS

De første to dage på børsen har været en sand fest for aktionærerne i Snapchat, der har kunnet se deres investering blive mere og mere værd.

Mandag så det også umiddelbart ud til, at de positive takter skulle fortsætte, men efter kort tids handel på aktiemarkedet er der opstået kø på salgssiden, efter at flere analytikere har sat spørgsmål tegn ved selskabets evne til at tjene penge.

Snapchat-aktien falder mandag 7,1 pct. til 25,16 dollar, men er stadig langt fra de 17 dollar per aktie, som den blev solgt til ved børsnoteringen i sidste uge. Torsdag og fredag steg aktien 44 og 11 pct.

Snapchat har nu en markedsværdi på 29,1 mia. dollar - eller 204 mia. kr., hvilket er lidt under værdien af danske selskaber som Danske Bank og A.P. Møller-Mærsk.

Snapchat så dagens lys i 2011 og er siden blevet et enormt populært socialt medie, der giver sine brugere mulighed for at sende billeder og små videoer af op til ti sekunders varighed. Pengene skal tjenes via reklamer.

Mens investorerne ind til videre er positive omkring aktien, forholder det sig helt anderledes med de aktieanalytikere, der følger selskabet.

Af de syv analytikere, der ifølge Bloomberg følger selskabet, har fem en salgsanbefaling, mens de sidste to anbefaler at beholde aktien.

Flere har sat spørgsmålstegn ved Snapchats evne til at tjene penge sammenholdt med en høj markedsværdi.

Finanshuset Needham har mandag udsendt en analyse, hvor det kalder aktien en lotteriseddel, som ikke er værd at investere i.

Analytiker Laura Martin skriver ifølge Bloomberg News, at Snapchats marked er 80 pct. mindre end for konkurrenten Facebook, og at det er svært at få øje på, hvordan virksomheden skal kunne lande et overskud før 2020.

I weekenden skrev det anerkendte finansmagasin Barron's, at aktien bør falde til det halve i værdi.

/ritzau/FINANS

Snap-aktien fortsætter himmelflugt

Snap-aktien steg 44 pct. på første handelsdag

Discovery og Snapchat indgår samarbejde i USA

Modtag nyhedsbrev fra MediaWatch gratis
Velkommen til debatten
Når du kommenterer, accepterer du debatreglerne på MediaWatch
Har du spørgsmål? Find svaret her